Forside Erhverv Hvad gør du når dine knive ikke længere er skarpe?

Hvad gør du når dine knive ikke længere er skarpe?

DEL
Tina Lindum Kop & Kande Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Fredericia AVISEN besøger Kop & Kande i Midtpunktet med en håndfuld knive. Den hyggelige isenkræmmerforretning har deres egen sliber og inden længe kan vi gå derfra med knive så skarpe som syle.

Jeg havde længe noteret mig, at der stod slibeservice på disken ved Kop & Kande, men havde ikke tænkt yderligere over det. Jeg er en af de danskere der på et tidspunkt skiftede til de japanskinspirerede knive fra Global som var superskarpe. Siden har de snittet meget, jeg har også været så dum at smide dem i opvaskemaskinen mange gange, det vender vi lige tilbage til.

Jeg har lavet en aftale med Tina Lindom om at vi skulle prøve at slibe mine slidte Global-knive, jeg har fire med ned i butikken. Når der slibes knive i Kop & Kande foregår det nedeunder butikken, hvor Kop & Kande har lager.

“Kvinden” har en slibemaskine på bordet, men det viser sig, at jeg meget hurtigt bliver klogere på mere end det om en kniv er skarp.

Tina har en støvmaske på, når hun sliber. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

“Vores kunder kan komme ind med deres knive og vi sætter nyt liv i dem ved at give dem et nyt skær og slibe dem op igen, så de bliver ligesom nye. Når en kunde afleverer deres knive, går der en til to dage, så kan de hente dem igen”, siger Tina.

Jeg troede, da jeg købte mine Global-knive, at de ville være skarpe altid og at de var vedligeholdelsesfri. Jeg har nok ikke behandlet dem korrekt, har også haft dem i opvaskemaskinen ved flere lejligheder.

“Mange tror, at knive kan være vedligeholdelsesfri, men uanset hvor dyre de er så, er der ingen knive, der ikke skal vedligeholdes. De skal enten vedligeholdes med strygestål i hverdagene eller om ikke andet, så skal de skærpes helt op en gang i mellem”, siger Tina.

Jeg har en del knive, hvor jeg må tilstå, at jeg ikke ved så meget om dem og ofte bare griber ud efter en ledig kniv i skuffen, men de kan åbenbart noget forskelligt.

Mine slidte Global-knive. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

“Sådan to som dem her, det er asiatiske Santuku-grøntsagsknive, den anden kniv du har er en kokkekniv, men den har et luftskær, det vil sige, at tingene ikke klæber, når man skærer gennem noget. Den sidste er en god lille universalkniv, man kan skære alt med”, siger Tina.

Jeg finder også ud af, at de knive jeg har med fra Global er født med en asiatisk skæring som har en lidt skarpere vinkel end for eksempel Zwilling knive som har en europæisk skæring.

Så slibes der knive. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

“Det som vi sliber på vores maskine, det er den europæiske vinkel, vil man meget gerne beholde den asiatiske skæring så skal man ud i nogle slibemidler der holder den vinkel. Hvis man er meget perfektionistisk med sine knive, vil jeg anbefale en asiatisk vinkel, men ellers har det ingen funktion, at vi ændrer lidt på vinklen. Det eneste vi ikke kan slibe op som ny er brødknive og sakse, det er på grund af takkerne”, siger Tina.

En af mine knive har et hak i klingen, jeg var lidt spændt på om den kunne rettes op eller den skal kasseres.

Kniven med et hak. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

“Vi kan godt rette et hak, nu er det godt nok et lidt stort hak, der er i den her kniv. Hvis der er små hakker, det kan være, at de har været i opvaskemaskinen, så kan de godt rettes lidt op. Det sløver knivene helt vildt meget, det svarer næsten til 50 gange brug af en kniv at putte den en gang i opvaskemaskinen”, siger Tina.

Det lykkedes at få rettet hakket ud, og jeg står nu med lidt røde ører over at smide dem i opvaskemaskinen. Det går op for mig, hvor godt et stykke værktøj mine knive er og jeg skal passe bedre på dem.

“Vi var på et knivekursus i slibning af Globalknive. Underviseren havde haft sine knive i 20 år. En god kniv kan holde i mange år, hvis man passer godt på den”, siger Tina.

Det koster 50 kroner for slibning pr. kniv og jeg kan med egne fingre mærke, hvor skarpe mine knive igen. Jeg glæder mig ligefrem til at snitte grøntsager og skære kød.

Gå en tur forbi Kop & Kande i Midtpunktet med dine slidte knive, bor du ikke i Fredericia har kæden samme service i hele landet.

http://jyskserviceaps.dk/
DEL