Forside Fredericia Husker du Sunday? Nu kan du være med i sæson 2

Husker du Sunday? Nu kan du være med i sæson 2

DEL
Foto: Carsten Andersen

Optagelserne til sæson 2 af Sunday er i fuld gang, og nu har du muligheden for at være med, når der skal optages på Monjasa Park d. 27. juni.

I komedieserien Sunday spiller det unge comedy-talent fra Fredericia, Melvin Kakooza, kenyanske Sunday, der er hentet til Danmark af en desperat fodboldtræner fra Fredericia. Serien tager sit udgangspunkt i Melvins afrikanske baggrund og er en af de mest streamede tv-serier på tv- og streamingkanalen Xee. Nu er optagelserne til anden sæson gået i gang, og de tager sit udgangspunkt i Århus, hvor Sunday efter at være blevet hentet til AGF nyder sin nye tilværelse som Superligaspiller med høj løn, lækker kæreste og Segway.

Optagelser til sæson to af Sunday er netop gået i gang. I den populære series anden sæson spiller komiker Melvin Kakooza fortsat kenyanske Sunday, mens Birthe Neumann er ny direktør i FC Fredericia.

“I selskab med Melvin og Birthe, som er vores store navne, søger vi publikum, som skal juble undervejs. Vores instruktør fortæller undervejs hvad der sker, så man føler, at man er en del af det,” siger caster hos Drive Studios, der står bag produktionen af Sunday, Maria-Louise Magnussen, til Fredericia AVISEN.

Første sæson af serien var en succes, hvor man faldt på halen over humoren i Sunday og produktionsselskabet glæder sig over at være i gang med sæson 2 nu.

“Det er fantastisk, og det er hyggeligt at være tilbage i Fredericia, hvor alle er glade og søde. Alle vil gerne hjælpe, og det giver os noget tryghed, og det er fedt at være her igen. Det gør en stor forskel, at folk er så hjælpsomme, når vi kommer fra udebane i København. Vi lover, at det bliver sjovt igen i år,” fortæller Maria-Louise Magnussen og kommer med en opfordring:

“Hvis man vil med til optagelserne, og har noget merchandise fra FC Fredericia og fanklubben, så er man mere end velkommen til at tage det med så vi kan få FC Fredericias farver med i optagelserne.”

Optagelserne på Monjasa Park finder sted d. 27. juni fra klokken 11:15. – 16:15, og i den forbindelse vil der være forplejning i form af stadionplatter.

For at deltage skal du skrive dit fulde navn, telefonnummer og hvor mange pladser du ønsker til mail: casting@drivestudios.dk

http://www.sct-knud.dk/
DEL