Mandag var der første skoledag for alle eleverne på HTX Lillebælt. Denne dag var dog en helt særlig af slagsen, for den nye bygning blev indviet. Lokalerne er nye – og der er god plads til at sikre de nødvendige afstandskrav. Rektor Lars Hansen er glad for at han har mødt de nye elever, men fortæller samtidig at man er klar til fjernundervisning, hvis det bliver nødvendigt.

Der var store smil på læberne da HTX Lillebælt mandag indviede deres nye lokaler. Det var også en glad rektor, Lars Hansen, der kunne byde velkommen i de nye lokaler – og samtidig kunne han byde velkommen til helt nye elever. 

“Vi havde håbet på, at det kunne blive så normalt som muligt, men vi er nødt til at følge de retningslinjer som ministeriet har udstukket, der var gældende fra 1. august. Det går i sin enkelthed ud på, at vi stadig skal have stort fokus på håndhygiejne og vi skal sørge for, at hvis nogen er syge, så skal de ikke komme på skolen. Det gælder både elever og personale”, fortæller Lars Hansen.

“Vi har sat endnu flere stationer op med håndsprit omkring på hele skolen. HTX er en del af EUC Lillebælt, hvor vi har lavet forskudte pauser, så der ikke er for stort travlhed og trængsel omkring de steder hvor eleverne skal spise. I kantinerne er det kun hver anden plads der bliver benyttet. Det er elever og kursister meget indstillet på at de forhold skal overholdes. Så er vi begunstiget af, at vejret er med os, så mange vælger at gå udenfor og spise deres madpakker. De finder en grøn plet og så hygger de sig med god afstand. Det er ganske fint”, forklarer rektor Lars Hansen.

Inden sommerferien blev den fysiske undervisning i en længere periode omlagt til videoundervisning. Skolens to ældste årgange, 2. Og 3. Års eleverne, har stiftet bekendtskab med den online undervisning – og det ser Lars Hansen som en fordel, hvis det skulle komme så langt, at skolen igen må lukke ned for den fysiske undervisning.

“I forhold til online undervisning og fjernundervisning så er det jo sådan, at vores 2. og 3. års elever er kørt ind i vores måde at fjernundervise på. Så skulle vi ende i den ærgerlige situation, at det hele skulle bryde ud igen, så ville de elever være helt med på hvordan det foregår”, forklarer Lars Hansen.

“Men når det er sagt, så er jeg rigtig glad for at vi har kunnet byde elverne velkommen her på skolen. Især de nye 1. årselever, for det havde været meget mærkeligt med undervisning online med elever vi end ikke har set før. Det giver bare noget helt andet, at man kan møde hinanden i øjenhøjde og sætte ansigter på hvem der er hvem. Det er bare lettere at gøre fysisk”, fortsætter han.

Netop det fysiske møde har vist sig, ud fra forårets erfaringer, at være en vigtig faktor for eleverne. “Det var tydeligt at mærke, at eleverne begyndte at savne det fællesskab der er ved fysisk undervisning. I starten var det lidt hyggeligt at man kunne sidde hjemme, men det ændrede sig med tiden. Der var stor jubel blandt 3. Årseleverne, da de fik at vide, at de endelig måtte komme tilbage igen”, fortæller Lars Hansen, rektor på HTX Lillebælt.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer