FHK-træner Jesper Houmark lægger ikke skjul på, at hans mandskab var oppe mod en mostander med høj kvalitet i form af Aalborg, som holdet tabte 29-23 til.

Udfaldet var der ikke den store spænding om. Fra start stod det klart, at FHK ikke ramte dagen til at kunne udfordre Aalborg, der havde en stærk defensiv og dygtig keeper i Simon Gade.

– Vi mødte et klassemandskab, og jeg tager hatten af for Simon Gade, der stod en flot kamp. Vi spillede os til en del store chancer og han pillede pynten af os. Man skal kende sin besøgstid mod Aalborg, hvis man skal have noget med, siger Jesper Houmark.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

FHK lagde opgøret ud i syv mod seks, men måtte droppe det efter 28 minutter, da Aalborg havde scoret en del gange i tomt mål. Spørgsmålet er dog, om FHK skulle have droppet det hurtigere.

– Jeg synes, at vi kom til en masse store chancer, så det er klart vi fortsatte, fordi vi er været gode til det og er ligaens bedste til det. Vi går efter at slå bolden videre, og så ramte vi den skævt nogle gange, siger Houmark og kommer ind på scoringerne i tom kasse:

– Det er bittert, men det er en risko man vælger at tage. Det gjorde, at vi var med mod Aalborg deroppe, og der kastede de 2-3 stykker ved siden af. Havde vi puttet de store chancer i kassen var det blevet en anden kamp.

Houmark erkender, at klasse ikke fornægter sig. Efter FHK havde haft styr på Aalborg i et helt angreb, så kom nordjyderne med en sidste-sekundsløsning på sidste aflevering.

 – Ja, pludselig baskede Læsø den ind på et frikast efter et godt forsvar. Generelt leverede vi en flot forsvarskamp, og alligevel sluttede Aalborg af med på deres sjette aflevering at putte bolden i kassen, forklarer Jesper Houmark.

Se her vores karakterer fra opgøret:

UB = Uden for bedømmelse (ikke nok på banen)
00 = Dumpet
02 = Bestået
4 = Jævn god præstation
7 = God præstation
10 = Flot præstation
12 = Fremragende præstation

Emil Tellerup (4): Stod en fornuftig kamp i målet med en redningsprocent på 32 %.

Jens Fredsgaard (4): Fik den sidste del af kampen i målet, og diskede op med tre store redninger på ti forsøg.

Mads Lenbroch (00): Lavede to mål på fem forsøg. De brændte chancer var alle forsøg, som han normalt bør score på.

Lukas Karlskov (UB): Spillede ikke nok.

Cornelius Kragh (4): Havde det svært, men endte med at få puttet fem bolde i kassen på ni forsøg.

Lasse Balstad (4): Fik oppet sig i forhold til kampen mod Lemvig, og var med til at binde forsvaret fornuftigt sammen.

Rasmus Boysen (4): Startede sammen med Balstad i forsvaret. Det kan vise sig at blive et godt våben, når FHK formentlig skal ud at spille slutspilskampe.

Nicolaj Nørager (7): Var pågående i sit spil, og var god til at holde bolden i gang. Fik lavet fire mål på seks forsøg.

Anders Kragh Martinusen (10 – Man of the Match): Fortsatte den gode formkurve med seks mål på syv forsøg, to assists og to tilkæmpede straffekast. 

Mads Christiansen (UB): Spillede ikke nok.

Jakob Frederiksen (4): Scorede på den eneste chance han havde.

Kasper Young (4): Startede med at brænde, men tog efterfølgende revanche med en scoring.

Rasmus Meyer (4): Fik puttet to kasser ind på tre forsøg.

Nikolaj A. Nielsen (4): Dækkede backen forsvarsmæssigt, og det slap han godt fra. Angrebsmæssigt blev det til et mål på to forsøg.