Fredericia Håndboldklub er sikret en slutspilsplads, men mere vil have mere. Holdets cheftræner, Jesper Houmark, fortæller at målsætningen nu er komme i semifinalen.

I torsdags sikrede FHK sig endegyldigt en plads i slutspillet i HTH Ligaen. Det skete i den coronaudsatte kamp mod Skive fH, der blev sendt hjem med et nederlag på 30-24. Kampen var en affære, der ikke går over i historiebøgerne for den mest velspillede håndboldkamp, men arbejdet blev gjort færdigt og FHK kunne række armene i vejret og sige “vi gjorde det”.

– Det er helt vildt dejligt. Vi har sammensat en flot sæson, og endnu en gang viste vi, at vi er en svær størrelse at lege med. Præstationen i første halvleg grundlagde sejren, og så blev det lidt spændende i anden halvleg, da vi brændte på en velspillende Magnus Brandbyge, men så strammede vi grebet og de scorede ikke i de sidste 12 minutter, siger Jesper Houmark.

Houmark kom til FHK i 2016. Der blev han ansat som sidestillet cheftræner med Ole Bruun Andersen, da holdet var rykket op i 1. division. Fra sommeren 2017 overtog Houmark roret selv, og siden har han indfriet den ene målsætning efter den anden, som nu er kulmineret med en slutspilsplacering i hans afskedssæson som cheftræner.

– Det gør en stolt og glad. Det er lækkert, at vi har nået målsætningerne og det er første step, men vi er sultne for mere og går all in på at lave et godt resultat som muligt, forklarer Jesper Houmark.

Med en indfriet målsætning om slutspil, så skal der nu lægges en ny plan. I første omgang drejer den sig om at ende så højt som muligt i grundspillet, men når slutspillet går i gang, drømmer Houmark stort.

– Alle, der kommer i slutspillet går efter at komme så langt som muligt og går man man ikke efter semi, kan man ligeså godt lade være med at spille håndbold, så det er målsætningen, siger han.

Det er første gang siden 1980, at et Fredericia-hold kommer med til at spille med om DM-medaljerne. Dengang blev det til sølv, og ikke siden er det lykkedes Fredericia at spille med, når Danmarksmesterskabet er blevet afgjort, men nu er byen igen tilbage i det fine selskab efter 42 års ventetid.

– Det er dejligt.  Byen, tilskuerne, spillerne, ledelsen og alle her (i thansen ARENA, red.) fortjener at være tilbage til de glade dage, og jeg glæder mig over, at vi nu skal til at spille med om medaljer, forklarer Jesper Houmark.

Forude venter der to grundspilskampe for FHK. En mod GOG på hjemmebane og en mod Mors-Thy Håndbold på udebane. I den sidste spillerunde i HTH Ligaen er FHK oversidder som følge af, at der er 15 hold i denne sæsons HTH Liga. Først derefter er det klarlagt, hvem FHK møder i slutspillet.

På forhånd er det klarlagt, at der er to puljer, hvor det er forudbestemt, hvem der møder hvem og hvilken rækkefølge det bliver. Det er dog bestemt ikke givet, hvem der får hvilken placering i grundspillet, og da både gruppen og kamprækkefølgen afhænger af det, skal vi helt hen til den 9. april før, at det er fastlagt, hvem FHK kommer i slutspilspulje med, og hvordan rækkefølgen bliver af opgørene.

Indtil da kan FHK spekulere i, hvem de helst vil møde, og kigger man ned over holdene i ligaen vil FHK udefra set formentlig gerne undgå Skjern, da fredericianerne endnu ikke har vundet over vestjyderne siden deres tilbagekomst i ligaen i sommeren 2019, og samtidig er Skjern inde i en god stime. Til gengæld står mandskaber som Bjerringbro-Silkeborg, Skanderborg Aarhus og Ribe-Esbjerg noget bedre til FHK, og det er også med det taget i betragtning, at FHK’erne nu drømmer om slutspillet.

I tidligere sæsoner har der ikke været den store tvivl om, hvem der kommer i semifinalen, men i denne sæsons håndboldliga er der kun to hold, der har skilt sig markant ud i form af Aalborg og GOG, mens det har vist sig, at de øvrige hold i ligaen kan slå hinanden på kryds og tværs. Derfor kan det muligvis være nok at ende slutspillet med seks point for at komme i semifinalen, hvilket viste sig at være tilfældet i sidste sæson for Bjerringbro-Silkeborg.

Slutspilspuljerne fordeler sig således:

Pulje 1:

Nummer 1 i grundspillet

Nummer 4 i grundspillet

Nummer 5 i grundspillet

Nummer 8 grundspillet

Pulje 2:

Nummer 2 i grundspillet

Nummer 3 i grundspillet

Nummer 6 i grundspillet

Nummer 7 i grundspillet