I dag tager FHK mod Nordsjælland, der er et hold, som FHK-træner Jesper Houmark har respekt for og kalder Danmarksmester i at sikre sig overlevelse.

Armene og benene er kommet ned på jorden igen. FHK sejrede med 26-34 på udebane mod KIF Kolding d. 5. oktober, og alle var et stort smil, men FHK-lejren er vendt tilbage til hverdagen og har forberedt sig minutiøst til kampen mod Nordsjælland, der er en vigtig kamp.

“Der venter en spændende opgave, og det er en kamp, som vi har noteret os lige siden kampprogrammet blev offentliggjort. Et af vores mål i sæsonen er, at vi skal slå Nordsjælland, selvom det ikke bliver nemt,” siger Jesper Houmark til Fredericia AVISEN.

Nordsjælland har op til den her sæson skiftet ud i truppen så den er blevet endnu mere forynget end den var i forvejen, men Houmark pointerer, at nordsjællænderne stadig har gode spillere, der har prøvet en del.

“De har Kasper Kisum, som har spillet i både den franske liga og Bundesligaen, og Jesper Dahl har spillet en del år i ligaen. Det er mest deres breddespillere, der ikke har så meget rutine,” siger Jesper Houmark.

FHK noterede sig mod Kolding for sæsonens anden sejr, og det giver ekstra tro på tingene.

“Hver eneste point giver os tro på tingene, og det gør de gode præstationer, som vi har leveret i andre kampe også,” siger Houmark.

Hvad skal I lykkes med for at vinde?

“Vi skal holde skruen i vandet, og vinde kontrakampen, som vi har gjort i de fleste af vores opgør. Vi skal samtidig opretholde det forsvarsspil, som vi leverede mod Kolding og have mange redninger igen,” siger FHK-træneren.

I udekampen i Kolding fik FHK stor opbakning, men der er noget andet over det, når FHK er hjemme i de vante rammer i thansen ARENA.

“Vi er vant til hjemmebanen, der løfter os. Det er der også blevet lagt mærke til mange andre steder fra, når vi omtales og det synes jeg er meget sigende for den store og stærke opbakning vi har på hjemmebane,” slutter Jesper Houmark.

https://www.gfforsikring.dk/kontakt-gftrekantomr%C3%A5det