Fredericia Håndboldklub spiller mandag aften første træningskamp mod SønderjyskE, og cheftræner Jesper Houmark er klar i mælet. Resultatet er uden betydning, og i stedet er fokus på at spille holdet sammen.

Efter at have trænet benhårdt i en uge går det løs i aften inden for de 40×20 meter. Det sker, når FHK møder SønderjyskE og formålet for fredericianerne er at blive spillet sammen.

“Vi skal lære hinanden at kende. Vi har fået en masse nye spillere, som ikke kender vores spil, så vi skal finde hinanden inde på banen,” siger Houmark til Fredericia AVISEN.

SønderjyskE spiller som FHK i Herre Håndboldligaen, men Houmark vil ikke gemme på formationer i forhold til at blotte sig over for en konkurrent.

“Der er ikke så meget at blotte sig på. Vi kommer uprøvet sammen. Det er typisk når man spiller første testkamp, hvor det handler om at spille holdet sammen,” forklarer Jesper Houmark, der glæder sig til at sende tropperne i aktion:

“Det er altid sjovt at spille kampe. Det glæder vi os selvfølgelig til. Vi tager det ikke for mere end det er. Det er en opstartskamp. der er ikke noget på spil og det er som et slags træningspas for os.”

I sidste uge har Houmark og resten af FHKs trænerstab ikke ligget på den lade side. De har fået truppen til at gå til den, og det har også sat sine aftryk.

“Spillerne har været glade for, at der har været weekend. Det har været fedt at komme i gang igen, og vi glæder os meget til at komme i kamp i aften,” siger Jesper Houmark.

Har I noget succeskriterie for kampen?

“Der er ikke noget, som er succes eller fiasko resultatmæssigt,” slutter Jesper Houmark.

Der er kampstart mellem FHK og SønderjyskE klokken 18:30 på Vojens Idrætsefterskole.

https://www.facebook.com/Garage-Burgerbar-601075593674149/