FHK leverede en skidt præstation i lørdags mod Århus Håndbold, hvor Jesper Houmarks tropper tabte 30-22. Houmark er opsat på, at det skal revancheres i tirsdagens kamp mod Skanderborg.

FHK har haft enkelte udfald i løbet af sæsonen. Et af dem skete i lørdags, og et andet af dem skete d. 11. november. Ved sidstnævnte lejlighed mødtes Skanderborg og FHK på Fælleden i Skanderborg, hvor det blev til en fredericiansk afklapsning på 37-25.

“Det var ikke en særlig god præstation i den kamp. Skanderborg ramte dagen, og det gjorde vi bestemt ikke. Så det kom til udtryk på måltavlen,” konstaterer Jesper Houmark til Fredericia AVISEN.

Senest tabte FHK også efter en ikke prangende præstation til Århus, og sådan et nederlag som det og Skanderborg-kampen ærgrer ham.

“Vi har hele sæsonen været bevidste om, at vi vil rende ind i nederlag, men det skal ske efter, at vi har givet den fuld gas hele kampen. Den præstation vi leverede mod Århus må ikke gentage sig,” siger Jesper Houmark, der kaldte Århus-kampen for den dårligste angrebsmæssige kamp i sæsonen for sit mandskab.

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce

Men hvordan rejser man sig efter sådan et nederlag?

“Det er ret simpelt. Vi har præsteret godt i store dele af sæsonen, og det er det vi skal finde tilbage til. Spillerne har ikke glemt hvordan man spiller godt, selvom de har spillet en skidt kamp, siger Houmark og fortsætter:

“Generelt set har vi i sæsonen præsteret godt på hjemmebane, og kun haft meget få udfald. Jeg er sikker på, at spillerne vil være topmotiverede for at rejse sig foran vores trofaste fans i thansen ARENA.”

I tabellen har Nordsjælland og Lemvig-Thyborøn på det seneste skrabet point til sig. Det betyder, at nordsjællænderne nu er fem point fra FHK i tabellen og Lemvig-Thyborøn puster FHK i nakken på 12. pladsen med et point op til Jesper Houmarks mandskab.

“Vi kigger ikke så meget på tabellen, og det har vi ikke gjort hele sæsonen. Vi har ét mål og det er at overleve i den her sæson og det ændrer pointhøsten fra de andre hold ikke på,” fortæller Jesper Houmark, der til gengæld glæder sig over igen at have Jimmi Andersen til rådighed:

“Det var rigtig dejligt at have ham på banen, og særligt med det niveau han viste. Før han blev skadet stod han en brandkamp mod Kolding så Jimmis comeback gør, at vi er toptunet på målmandsfronten, forklarer cheftræneren.

Der er kampstart mellem FHK og Skanderborg klokken 19:00 i thansen ARENA.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer