Mellem to regnbyger skinner solen ind på den store glasfacade på Navervej. Øverst kan man læse “Body Club – Lisa Ravn”, men lige under der findes man “Boxleje”. Et koncept der har til formål at gøre det let for lejerne – så de har den frihed de behøver.

Når man træder ind af døren bliver man mødt med et smil. Først fra Finn, der også er vicevært i vores nye kontorlokaler i Riddergade. Dernæst fra Pernille Nyegaard, der er en af to bogholdere og receptionister hos Boxleje. Smilet er en selvfølge, når man stikker hovedet ind forbi, uanset om man er journalist som jeg, kunde eller fragtmand. Sidstnævnte skal vi nok komme tilbage til, for det er en del af det koncept der har gjort Boxleje så populært.

“Lad os gå en tur rundt, så er det meget lettere at forklare hvad det her egentlig er for et sted”, forklarer Pernille Nyegaard. Vi åbner døren og går ud hvor magien sker – eller rettere sagt, hvor de mange lagerrum er. 

“Vi har tre haller fordelt på to plan. I alt har vi 464 bokse i varierende størrelser, så der er rum nok”, lyder det med et grin fra Pernille, inden hun fortsætter: “De mindste rum er 0,67 kvadratmeter og så følger de ellers i størrelse op helt op til 30 kvadratmeter”.

“Men det er hernede langt størstedelen af vores lejere kommer ind”, siger Pernille og peger ned mod en stor port nede for enden. “En klar fordel ved Boxleje er, at man altid kan læsse af i tørvejr. Det er meget rart, dels fordi det ofte regner i Danmark, men også fordi det giver en sikkerhed i at lejernes ting ikke risikerer at blive våde når der skal læsses af. Det synes vi – og, viser det sig, vores lejere – er en rigtig god idé”.

Vi går en tur ned forbi den store vareelevator, der gør det let at flytte sine ting op på de øvrige etager i bygningen. “Har man lidt større ting man skal flytte, så kan man også låne en trailer her hos os, så det skal man heller ikke bekymre sig om”, lyder det fra Pernille, imens vi går forbi to store flyttetrailere på vej ud mod baggården. 

“Udover vores bokse indenfor, så har vi også en række garager. Det er ikke så meget biler folk har i dem, de bliver i højere grad brugt til opmagasinering. Men der er dog ikke varme på garagerne”, forklarer Pernille Nyegaard. “Der er også enkelte af vores bokse der har egen port. Det er meget praktisk, at man kan læsse sine ting direkte ind i sin egen boks – og så har man selvfølgelig stadigvæk adgang til den indefra, som med alle andre bokse”, fortsætter hun.

Vi bevæger os tilbage mod receptionen, hvor jeg på vejen falder over nøgleboksene på væggen. “Der er mulighed for, at man som virksomhed kan have en lagerenhed her, som forskellige sælgere kan hente fra. Med de her nøglebokse er det ikke nødvendigt at skulle koordinere hvem der har nøglen, sælgerne kan simpelthen bare svinge ind forbi og hente det nødvendige”, forklarer Pernille.

Ved døren ankommer en fragtmand, noget atypisk tænkte jeg, men Pernille fortæller, at det er helt normalt – ja faktisk er der mange der benytter sig af den mulighed. 

“Vi har en række lejere for hvem vi har nøgler til deres bokse således at vi kan hjælpe fragtmænd ind og ud. Det er dagligt der kommer fragtmænd forbi. Det kan være for at aflevere pakker til kunder, som det oftest er. Så sørger vi for at pakkerne ender i den rigtige boks – og så sender vi et billede til lejeren og fortæller at der er kommet varer. Det er også muligt at sende varer herfra, hvis blot man lige aftaler det med os først. Man kan enten stille varerne klar ude i receptionen eller give os en melding om at fragtmanden kommer for at hente en klargjort pakke i ens boks. Så på den måde kan man faktisk sparre en lagermand”, siger Pernille.

Med en tur rundt hos Boxleje og en fortælling om de mange muligheder var jeg klar til at køre videre til næste opgave. Solen var udskiftet med en regnbyge – men skulle jeg have haft afleveret ting i en boks hos Boxleje, ja så kunne jeg jo stadig have gjort det i tørvejr. Jeg måtte dog nøjes med en kort løbetur ud til bilen.

Skriv et svar