Forside FHK HØJt humør da FHK igen kom på sejrskurs

HØJt humør da FHK igen kom på sejrskurs

DEL
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

En sort torsdag i Maribo. Sådan beskrev sportsredaktøren det store nederlag de lokale helte fra FHK led mod Team Sydhavsøerne. Denne søndag tog de hjemme imod HØJ i en kamp, hvor der var behov for point i topstriden. Det var et noget sløjt FHK-mandskab, der vandt kampen med cifrene 33-30.

Der var trængsel på P-pladsen foran Fredericia Idrætscenter. På Monjasa Park skulle FC Fredericia op imod FC Helsingør og i thansen arena skulle Fredericia HK tage imod HØJ Håndbold. Om det var vejret udenfor vides ikke, men de fleste Fredericianere havde fundet vejen ind i varmen.

Cheftræner Jesper Houmark meldte forud for kampen, at der var brug for en trodsreaktion – en reaktion han også har set i ugens løb til træning. På holdkortet er der meldt klar på næsten alle, kun Kasper Young må se til fra tilskuerpladserne efter hans skade mod Team Sydhavsøerne.

Rodet spil i begge ender

I FHK-målet lagde Jimmi Andersen ud med en kæmpe redning på en helt fri Niklas Petersen, men i den anden ende misbrugte hans navnebror Jimmi Elmgaard en endnu større chance.

Den rutinerede ræv, Morten Slundt, satte på flot vis HØJs angrebsspil sammen, hvilket gav pote. I den anden ende sikrede Rune Schrøder dog med to scoringer, at FHK og HØJ stadig var helt lige efter fire minutters spil. Mehl ville også være med. Fra distancen hamrede han bolden i kassen til kampens første FHK-føring.

Schrøder sendte med en skudfinte HØJs keeper ud i cafeteriet efter en fransk hotdog – og så kunne han igen sætte bolden i mål. Hjemmeholdets forsvar var ikke det sædvanlige solide fæstningsanlæg, det synes lidt for let for gæsterne at score. I den anden ende stod forsvaret lige så ringe, 11 scoringer på de første syv minutters spil. Jimmi Andersen forsøgte sit til at lave om på det, men en mildest talt elendig afslutning fra Stoklund gav ikke mål til hjemmeholdet.

Selv ikke på to chancer lykkedes det for den normale kanon på venstre back, Rune Andersen, at få bolden i kassen. På kontra kunne Jakob Frederiksen sikre en føring til hjemmeholdet, men den bold kom Brian Jørgensen i vejen for i HØJ-målet. I den anden ende var tre chancer hvad der skulle til for at passere Jimmi Andersen, der uddelte store verbale øretæver ud til sine holdkammerater i det noget hullede forsvar.

Hårdtkæmpende Meyer fighter FHK tilbage

Fejl på fejl på fejl kostede for FHK-mandskabet, der havde meget stort besvær med at få bolden i mål. Heldigvis var HØJ ikke meget bedre i den del af spillet, så kampen forblev tæt. Rasmus Meyer fik en frispilning helt yderst i banen, og omsatte den til en sikker scoring. En forløsning for et presset hjemmehold. Rune Schrøder kostede dyrt for FHK. Først et par afbrændere og så tyrer han bolden langt forbi Rasmus Meyer på kontra.

Selvom tavlen kun viser en HØJ-føring med ét mål, så ville en timeout nok være en god idé for Jesper Houmark på FHK-bænken. Usammenhængende forsvar og dårligt angrebsspil gjorde det svært for FHK at trække fra, som det ellers var forventet mod et hold som HØJ.

Indtil videre hedder kampens vigtigste FHK’er Rasmus Meyer. Han arbejder stenhårdt – og når han får bolden bliver den omsat til mål. I den anden ende viser Jimmi Andersen det sædvanlige høje niveau – det er bare meget svære betingelser når hjemmeholdet gang på gang laver dumme tekniske fejl.

To gange Rune Andersen bragte balance i regnskabet efter 21 minutters spil. Der skal noget mere til, hvis FHK skal køre HØJ ud af banen som de har for vane at gøre her i thansen arena. Det andet kunne være den rutinerede Peter Nielsen, der i denne sæson har bidraget med rutine og ro når det har været nødvendigt. Og det er det i den grad nu. Det sejler for hjemmeholdet, der laver uhørt mange tekniske fejl.

23 minutter skulle der gå før Jesper Houmark lagde det grønne timeout-kort på tidtagerbordet og forlangte en meget tiltrængt snak med sit mandskab. Det resulterede i en pause til Rune Schrøder, og i stedet skulle Frederik Krarup ind og sætte fart i spillet. Lynhurtigt bar det taktiske træk pote og Jakob Mikkelsen kunne på et opspil fra Krarup bringe hjemmeholdet i front.

I den anden ende bliver Jimmi Andersen ved med at redde, men der står ingen i røde trøjer klar til at samle bolden op – og så ender det altså med en fri chance til HØJ gang på gang. Hjemmeholdet gør det også sværere for sig selv end hvad der er nødvendigt. Jimmi Andersen fortsatte ufortrødent – og det kostede et skud lige i ansigtet fra en fri HØJre fløj.

Timeouten var alt der skulle til. FHK spillede markant mere frit – og det gav pote. Nikolaj Mehl kunne med få minutter tilbage af første halvleg bringe FHK i front med 16-13. Jimmi Andersen fik et forsvar foran sig der rent faktisk kunne tackle – og så er redningerne bare noget lettere. Han lukkede fuldstændig ned for Philip Kempf. Rune Schrøder havde helt fri passage igennem – men i stedet valgte han den svære løsning ind til en opdækket Rasmus Meyer.

Pausestilling 16-14 til FHK.

Fredericia Teater, Borgmester, Fredericia Håndbold Klub/FHK og FC Fredericia.
Annonce

Elendigt forsvar – men kontramaskinen er tilbage

Anden halvleg startede godt for hjemmeholdet. En god forsvarsaktion fra Jakob Frederiksen gav boldbesiddelsen – og i den anden ende var selvsamme Frederiksen mere fri end nogensinde før. Han scorede sikkert til 17-14.

En bogstaveligt talt flyvende Jimmi Andersen kom løbende efter en bold mod det tomme mål – men hans arme rakte lige nøjagtigt ikke helt ud til bolden. Den unge Marcus Rahbek leverede først flot forsvar – og så løb han fra HØJ og kunne score til 19-17.

Pausen burde have gjort noget godt for hjemmeholdet, men forsvaret startede mere hullet end et dørslag. Mildest talt elendig præstation i forsvaret, hvor HØJ alt for let kommer til chancer.

De 2.100 tilskuere kunne dog juble, da Jimmi Elmgaard kunne score til endnu en FHK-føring. Rahbek løb stærkt – og spillede Jakob Frederiksen fri. FHKs kontramaskine sad trods alt bedre i skabet i denne halvleg.

En marginal forsvarsindsats giver bare pote, når man har Jimmi Andersen i målet. I den anden ende var det stregkæmpen Elmgaard der kunne sikre hallens store bifald. Da Jakob Mikkelsen kort efter sikrede et straffekast så det godt ud for FHK, der kunne gå i front med 23-19.

Jimmi Elmgaard skal nok være glad for, at der ikke var video-dommer på denne kamp. I et forsøg på at nå en lang aflevering planter han solidt sin hånd lige i ansigtet på Morten Slundt – men dommerne takserede det til en udvisning, selvom Elmgaard så noget undrende ud, så må vurderingen fra pressens placering være, at det er billigt sluppet.

Jimmi Andersen raser i FHK-målet. Forsvaret er ikke-eksisterende, og så har han meget svære arbejdsbetingelser. Når de endelig tager fat i forsvaret, ja så kommer de for sent på tacklingerne og må indkassere både straffekast og udvisninger.

Mikkelsen sælger sig dyrt

Fredrik Lundgaard var en kende for kæk. Han forsøgte at lobbe bolden over Jimmi Andersen, men den tog stolpen og gik ud. Jakob Stork havde ikke lært af sin holdkammerats fejl – han forsøgte samme manøvre og med samme udfald. FHK-træner Jesper Houmark forlangte sin anden timeout, højst sandsynligt for at få styr på det ikke-eksisterende forsvar.

Hvis det var emnet, så virkede samtalen ikke. Jakob Stork blev spillet helt fri på HØJ-stregen og kunne reducere for gæsterne. Frederik Krarup satte forsvaret helt af – og tilkæmpede sig et straffekast. Kristian Stoklund tog bolden og omsatte til et sikkert mål. Mikkelsen gjorde Krarup kunsten efter og satte bolden i kassen til en fem-målsføring.

To afbrændere fra FHK gav HØJ chancen for at komme tilbage i kampen, men Jimmi Andersen ville det anderledes. Rune Schrøder bragte FHK på ret kurs efter en frispilning fra Jimmi Elmgaard. 30-26 til FHK med fem minutter tilbage.

Mikkelsen gjorde sit for at sikre de rødblusede en sejr. Med den ene flotte finte efter den anden satte hans HØJs forsvar på den anden ende. Den helt store udfordring for hjemmeholdet var dog klar: Forsvaret her fandtes ikke.

Kampens syntes endeligt afgjort til hjemmeholdets fordel, da Frederik Krarup fintede sig til både straffekast og udvisning til HØJ. Nikolaj Mehls forsvarsspil sejlede – og Andreas Stryger kunne bringe HØJ på -3.

Jimmi Andersen kronede resultatet med en flot dobbeltredning i målet. Samtlige 2.100 tilskuere rejste sig i kampens sidste minut for at sende det sidste medvind ned mod de lokale helte, der vandt med 33-30 trods en noget dårlig håndboldkamp.

bit.ly/LethiFredericia
Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her
DEL