I en mail skriver en repræsentant fra HMU i Fredericia Kommune til Fredericia Byråd, at byens politikere skal respektere den danske model, når det kommer til nye overenskomster og aftaler.

Mandag sendte Steen Wrist en mail til byrådet på vegne af en repræsentant fra HMU (Hovedmedarbejderudvalget). Det sker i kølvandet på, at flere af byrådets partier har stillet politiske forslag til budgettet.

HMU mener ikke, at man som politiker kan foreslå at vedtage ændringer eller nye overenskomster på forskellige fagområder, da det skal ske via forhandling mellem administration og de faglige organisationer.

I mailen, som vi er i besiddelse af, står der blandt andet:

– I forbindelse med forskellige artikler omkring budgettet er der politikere, der vælger at foreslå, at lærernes undervisningstid skal sættes op. De besparelser, der opstår ved at skolerne skal bruge færre lærere, vil man bruge til at finansiere andre politiske ønsker med. Fredericia Kommune og Fredericia Lærerkreds har netop færdigforhandlet en implementeringsaftale omhandlende arbejdstid på baggrund af overenskomsten indgået mellem KL og DLF.

– Politikerne vil med disse forslag altså omgå eller underminere overenskomsten/aftalen og det danske aftalesystem på arbejdsmarkedet ovenikøbet i Fredericia kommune. HMU vil med denne henvendelse opfordre til, at Fredericia Byråd og dets politikere fortsat vil respektere den danske model på arbejdsmarkedet. Dette må selvfølgelig i særlig grad være gældende, når det drejer sig om deres egne ansatte.

Steen Wrist. (Foto: AVISEN)

Steen Wrist finder det naturligt, at HMU blander sig i sagen.

– Medarbejderne har rettet henvendelse til byrådet med nogle synspunkter, og det lytter jeg naturligvis til. De repræsenterer medarbejderne i kommunen, så jeg finder det da helt naturligt, at de byder ind med deres holdninger, når deres arbejdsforhold bliver diskuteret, siger Wrist.

Per Breckling. (Foto: AVISEN)

Formand for Fredericia Lærerforening, Per Breckling, undrer sig, at man fra politisk side vil ændre i timeantallet.

– Det er lærernes arbejdsforhold, der er i spil, og det er der jeg råber vagt i gevær og siger, at vi kommer til at forringe kvaliteten. Vi har en skole, der med 2020-tallene, er den tiende billigste skole i Danmark. Hvis man vil skære, hvor det er billigt, synes jeg det er mærkeligt, konstaterer Per Breckling og slår fast:

– Politikerne har ret til at have en holdning, men de skal bare være klar over konsekvenserne. Det har ikke fremgået af det, der har stået i medierne. Grundessensen er, at der er en aftale, og der er kvalitet i det pga. lærernes arbejdsvilkår. Politikerne siger heller ikke, hvad SOSU-assistenterne og DJØF’erne skal have i løn, og derfor forstår jeg ikke, at de er oppe at køre.

Per Breckling påpeger, at der i foråret blev lavet en ny implementeringsaftale, og derfor stiller lærerne spørgsmål ved, at Dansk Folkeparti og Venstre vil finansiere budgetønsket ved at lade lærerne undervise mere.

– Det er administrationen, der skal tage sig af det, og ikke politikerne. Det de undrer sig over er, at det skal ændres, fordi det har været sådan siden lockdownen i 2014. Det er det, der gør, at vi i Fredericia har nærmest ingen ikke-uddannede lærere ansat, fordi man får tid til at forberede sig, har fleksible arbejdsvilkår og man føler, at man er værdsat. Folk fra andre kommuner søger jobs her, fordi det er attraktivt, siger Per Breckling.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her