Inden længe starter håndboldsæsonen igen, og denne gang hedder det Håndboldliga – noget man skal mange år tilbage for at se. Men det er en realitet – og fanklubben HK Ultras er klar til en ny sæson, og en sæson på øverste hylde.

“Som fanklub har vi rustet os til den bedste række i en længere proces i samarbejde med FHK”, fortæller Formand Anders Holm og fortsætter:

“Vi gearede allerede for alvor op op til sidste sæson, hvor vi opsøgte mange af byens erhvervsdrivende, og fik sammensat et medlemskort, hvor man fik 10-15% rabat mange steder rundt i byen. Herudover fik vi sammen med FHK og Momenti lavet en super aftale om, at man fik den røde Ultrasspillertrøje med i prisen, når man meldte sig ind”.

“Også andre sponsorer bød ind. Blandt andet hjalp PR Offset med nyt banner og roll ups. På den måde gik vi fra 55 til 200 medlemmer, og kom på sin vis allerede i Ligaklasse”, siger Anders Holm.

“I år bygger vi så ovenpå og tilbyder, igen i samarbejde med FHK og øvrige sponsorer, 2 forskellige medlemskaber. Normal som flugter med det det fra sidste år med et medlemskort med rabatter og busture til udekampe til fordelagtige priser. Så har vi Premium, som også giver en siddeplads i blok H, gratis bus til udekampe, når vi når 100 premiummedlemmer, samt en øl/vand til halv pris ved hver hjemmekamp”, siger Anders og fortsætter:

“Når vi ser på, hvad alene et sæsonkort koster i andre klubber, så mener vi at vi har et meget attraktivt produkt i form af et medlemskab hos os”.

Hele vejen ned – og hele vejen op har HK Ultras været med

Hvad er det der gør, at I som fanklub har været med i både nedturen og mnu opturen?

“Jamen det har vi fordi vi mener det når vi siger, skriver, råber eller synger vores mottoer: En klub i Danmark – altid FHK. Og: Sammenhold er styrken”, siger Anders.

“I medgang og modgang! Så når klubben røg ned, ville vi selvfølgelig gerne være med til at rejse den igen. Vi har naturligvis altid haft det sådan, at vi synes, at FHK hører til i Ligaen, og at vi på en eller anden måde har følt at vi var det falske sted, når vi turnerede land og rige rundt i alle mulige andre rækker”, fortæller Anders og fortsætter:

“Så meget desto større var forløsningen, da vi endelig lykkedes med oprykningen til den bedste række”.

Hvad kan man forvente af holdet?

“Tja, der er nok flere forskellige forventninger. De allermest optimistiske fuut-fuut-nu-skal-vi-op-og-køre-den-allesammen-over, eller i hvert fald drille de store godt og grundigt”, siger Anders Holm, formand for HK Ultras.

“På næste niveau drømmen om en 8. plads – så er man i slutspillet. Og nej vi drømmer egentlig ikke decideret om slutspil allerede i den første sæson. Men hvis man bliver nummer 8, er man fri af både den direkte nedrykning og det stressende nedrykningsspil”, fortsætter han.

“På sidste niveau, som også kan blive den hverdag vi skal forholde os til, skal vi i første omgang “bare” undgå sidstepladsen, og dermed den direkte nedrykning. Så vi selv har mulighed for at forlænge vores ophold i den bedste række”, forklarer Anders.

“Det er svært at bedømme ud fra sidste års kampe mod ligahold. Men i opstarten viste vi, at når vi spillede træningskampe mod ligahold, så kunne vi sagtens være med, godt og vel endda”, siger Anders og slutter:

“I pokalkampen mod BSV var vi oppe mod et af Danmarks 4 bedste hold, der formtoppede i slutspillet. Mens vi selv kom efter 3 ugers ferie. Alligevel fik vi lavet 30 mål og slap fra kampen med mere end skindet på næsen, så potentialet er der bestemt til at levere en god sæson”.

http://bit.ly/metteblomsterberglecture
Klik her