Fuglsang Dyrehave var i weekenden transformeret til en videnshave, hvor børn og voksne kunne nyde naturen, lege på legepladsen og samtidig se et dådyr blive flået og skåret ud – og til sidst var der naturligvis smagsprøver.

Efterårsferien i Fredericia bød på et hav af aktiviteter, og selv i øsregnvejr var byen fuld af mennesker, der nød muligheden for at lave noget sammen i familien.

Vejret i Fuglsang skov var nu perfekt, da årets hjortebrøl fandt sted lørdag den 19. oktober. For Skovløber Jakob Gade var det en stor fornøjelse at se det store fremmøde.

“Det er ottende gang, at vi afholder dette arrangement. Arrangementet synes jeg er vigtigt, fordi vi både formidler skoven, og det liv, der er her. Vi har faktisk alt på det parameter i Fredericia. Skoven ligger centralt midt i byen, og er en landets ældste dyrehaver, der byder på en skøn natur, legepladser, timevis af oplevelser ved bare at gå en tur, og går man lidt videre herfra, kan man se ned på jernbanen, og vi rammer også Hannerup, hvor vi kommer ud i engene med naturstier, genslyngede åer. Det er dejligt. Vi anløber stadig nye stier, så man kan komme tæt på vandet, og næsten få øjenkontakt med ørreden Man skal tage ud i naturen, væk fra iPaden, pakke en madpakke og klæde sig efter vejret, så får man gode oplevelser,” fortæller Jakob Gade.

Hjortebrøl i Fuglsang Dyrehave, 2019. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.
Hjortebrøl i Fuglsang Dyrehave, 2019. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Også Miljø- og Teknikudvalgsformand Christian Bro havde valgt at bruge nogle timer i skoven denne lørdag. Han havde taget sin datter med – og dyrehaven kan virkelig samle byens borgere.

“Vores natur er ganske enkelt unik. Jeg er virkelig stolt over, hvad vi kan byde på af naturoplevelser i Fredericia. I dag, hvor vi er i dyrehaven og vores gode folk formidler, bliver jeg stolt. Det er jo et vidensarbejde uden lige, og børnene er helt med og opslugt. Det er vigtigt, og arrangementet giver alle noget godt, og jeg er sikker på, at børnene husker det i lang tid,” sagde Christian Bro.

Hjortebrøl i Fuglsang Dyrehave, 2019. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Arrangementet afholdes for at invitere byens borgere og i særdeleshed børn i dyrehaven for at fortælle om dyr, dådyr, jagt og hvordan man arbejder i dyrehaven, samt hvorfor man er nødt til at skyde nogle af dyrene en gang imellem. Dagens dådyr havde været lidt af en bandit, så for at undgå, at de andre dyr kommer til skade, måtte den lade livet.

“Selv de små børn er tæt på. De er interesserede, begejstrede og vil gerne være med hele vejen i processen. Det er samtidig fedt at se, at der ikke står voksne i baggrunden og trækker i dem. Nej, de lader dem være en del af arrangementet og prøve ting, der måske er noget anderledes end, hvad man laver normalt. Vi gør alt, hvad vi kan for at guide børnene, så de kommer tæt på dyrene. Alt har en større sammenhæng,” sagde Jakob Gade.

Hjortebrøl i Fuglsang Dyrehave, 2019. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Lidt i 12 var der gang i Weberen, og et par lækre stykker dådyrkød var ved at være klar. Med et skærebræt, en pakke salt, træstikker og en jægerkniv bliver kødet gjort klar til smagsprøver, og børnene kaster sig over det, selv de børn, der normalt ikke lige spiser den slags, nyder det. De kan lide det og smilene er også store hos de voksne, da de sætter tænderne i det varme og møre kød.

Lidt derfra hænger dådyret, som er blevet flået. Skindet er smukt, og vil pynte i de fleste hjem, men nu skal det hænge lidt. Et barn spørger om, han må få geviret, men det er ikke muligt. Det bliver til smykker, får han at vide. Jægerne fortæller, at alt på dyret kan bruges. Hjertet bliver skåret op og alle kigger på. Det er ikke YouTube, det er naturen lige her, lige nu – og børnene har ikke behov for at scrolle videre. De er i det. De er på.

Efterårets farver omkranser os, vinden blæser i træerne, bladene falder ned på den kolde og våde jord, hvor vandpytterne danner rammen om en fest for de mindste. De hopper i deres vinterstøvler, imens forældrene prøver at begrænse mudderglæden, vi forlader arrangementet ud af Fuglsang, hvor hestene fra rideskolen hopper rundt på græsset.

https://kanalbyen.dk/

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her