Det var Vicepolitikommisær Finn Ellesgaard Nielsen, der stod for dagens pressebriefing. Han kunne fortælle om en weekend med hjemmerøveri, tyveri af barbermaskiner, anholdelse af tyv på Huslodsvej, og kørsel med stoffer og alkohol i blodet.

Indbrud på lager i Vendersgade

“Lørdag 10.30 har der været indbrud i et isenkrammerlager i Vendersgade, hvor der er stjålet diverse el-artikler, blandt andet barbermaskiner. Indbruddet er anmeldt kl.15.00, så årsagen til det præcise tidspunkt 10.30 er overvågning og alarm. Vi har ikke et samlet overblik over værdierne endnu,” fortæller Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi. 

Brosten kastet gennem rude

“På Asser Jensens Vej har der mellem fredag kl.17.00 til søndag 10.45 været forsøg på indbrud. En brosten er kastet gennem vinduet, vi kunne opdatere det som hærværk, men det er meldt som forsøg på indbrud og efterforskes således,” siger Ellesgaard. 

Lyste ind i varebiler, havde handsker på og blev anholdt

“I morges 03.37 har vi anholdt en 26-årig mand, der ifølge anmelder, lyste ind gennem to varebiler. Da politiet når frem forsøger han at gemme sig, men vi finder ham. Han havde samtidig handsker på, og vi har opdateret det til tyveri. Han blev anholdt, og er det stadig, men løslades formentlig senere i dag,” fortæller Vicepolitikommissæren 

Indbrud udviklede sig til hjemmerøveri

Som vi på AVISEN kunne fortælle i går har der været røveri i Øster Voldgade søndag morgen, hvorefter politiet havde afspærret et stort område omkring Østerstrand, Sundhedshuset og Reformertes Kirke.

“Klokken 05.35 hører anmelder uro fra sin bolig. Da han kommer ned, træffer han to indbrudstyve. De truer ham vold (i går oplyst som trussel med kniv red.), hvorfor vi løfter sagen fra indbrud til røveri. De stikker heldigvis af uden at gøre ham noget. De er stukket af sted med stereoanlæg, løbeur samt en pung med diverse papirer og betalingskort. Vi har desværre ikke signalement,” fortæller Finn Ellesgaard Nielsen. 

28-årig mand kørte bil med spiritus og stoffer i blodet – og så havde han ikke førerret 

“Søndag klokken 03.53 standser vi en 28-årig mand på Vejlevej i Fredericia. Han kørte med alkohol og stoffer i blodet, og så havde han ikke førerret, hvilket han sigtes for,” fortæller Finn Ellesgaard Nielsen.

Søndag klokken 10 blev en 20-årig mand sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han blev stoppet på Treldevej ved siden af Kirstinebjerg skole. 

Leave a Reply