En gang var pengeinstitutterne kun finansielle købmænd, der levede af kreditter til især erhvervslivet og så renteindtægter på indlån og udlån. Men i dag har de kontrol over pengene i samfundet. Vi kan ikke få adgang til pengene udenom pengeinstitutterne.

I 1960’erne var det normalt at man fik udbetalt sin løn i kontanter. Hele processen var særdeles besværlig, men samtidig var der også en meget kontant og virkelig oplevelse i at få udbetalt nogle penge for sit arbejde. Pengene blev som regel udbetalt hver 14. dag eller ved månedens udgang, og normalt hos arbejdsgiveren. Herefter måtte man gå på posthuset for at betale regninger, hvorfor der ofte var enorme køer ved månedens udgang. Man kunne også overføre penge ved at gå i banken eller sparekassen, men det var giroindbetalingerne, der var den store rutine for de fleste. Husleje, gas, el, vand og varme.

Danmark havde et helt unikt checksystem, hvor mange havde et checkhæfte som de kunne bruge til at betale for varerne. Systemet krævede enormt meget af bankerne, der skulle cleare checks med hinanden. Et kollosalt papirarbejde der sugede størstedelen af bankernes ressourcer, sammen med håndteringen af kontanter. Det hele handlede om kasseapparatet og skranken, og derfor etablerede banker og sparekasser fillialer allevegne hvor de kunne slippe afsted med det. Det blev en konkurrencefaktor hvor tæt på kunderne man var.

Foto: Nets

Omkostningen til at håndtere en enkelt check opgjorde man til mellem 5-7 kroner (i datidens penge), men danskerne nægtede at betale for det direkte via gebyrer. Derfor tog pengeinstitutterne sig betalt via overtræksrenter, hvor checks også fungerede som en form for finansieringssystem. Bankerne tjente primært penge på marginalrenten, det vil sige forskellen mellem indlånsrenter og udlånsrenter. Men i 1960’erne var det ikke noget krav at man som borger skulle have en bankkonto. Man kunne jo også bare holde på pengene selv, for det hele var i kontanter.

Folketinget ville dog noget andet. De ønskede at indføre kildeskatten, og det betød at man havde et behov for at kunne holde øje med folks indtægter. Derfor tvang man nu folk til at få deres løn udbetalt på en bankkonto. Hele showet skulle starte i 1970. Det blev også startsskuddet til den totale kontrol over folks private gøremål, færden og indkøb. Forhold som vi i dag tager for givet og ikke tænker over: Der var altså engang, hvor man ikke kunne se alt hvad folk havde købt, hvor de havde købt det, hvornår de havde købt det og hvad de havde betalt for det.

Startskuddet til overvågningssamfundet blev således etableret her i begyndelsen af 1970’erne.

Modstand mod Dankortet

Det Radikale Venstre var “tungen på vægtskålen” i dansk politik. Derfor betød det noget da den radikale Lone Dybkjær også blev interesseret i planerne om at indføre et digitalt, fælles betalingsmiddel i Danmark. Hun havde selv en teknisk baggrund, og kunne sætte sig meget konkret ind i de mange bank-tekniske fiduser og sukkersøde forklaringer. I 1980’erne rasede debatten om et nyt elektronisk betalingsmiddel og pludselig besluttede politikerne sig for at der skulle lovgives om det. Bankerne dannede fælles front og fik engageret en “medierådgiver”, og så buldrede det ellers derudaf. Det hele handlede om kontrol. Bekymringerne fra politikerne gik eksempelvis på om man måtte sætte et CPR nummer på Dankortet, eller om man måtte kunne se hvor købet var foretaget og hvorfor.

EDB (“Elektronisk Data Behandling”) som det hed dengang var begyndt i det små i 1960’erne, og kun få benyttede det i stor skala. En af de helt store aktører på det danske detailmarkede, FDB, arbejdede på deres eget elektroniske system i 1970’erne, men ellers foregik der ikke meget udenom den finansielle sektor. Pengeinstitutterne var helt anderledes organiseret end i dag. Der var mange flere af dem og de havde hver især gevaldige særinteresser, afhængig af deres baggrund og indtjeningsgrundlag. At få dem til at samarbejde om noget var en vanskelig proces. Hvad værre var, så var bankfolk i almindelighed særdeles uinteresserede i at få indført et elektronisk betalingssystem, for rigtig mange stillinger i sektoren var bundet op på håndteringen af penge og papirer.

Foto: Nets

Butikkerne kom ind af døren med kontanter, og så skulle der tælles op og bogføres. Checks skulle cleares, og alting skulle stemme. Altsammen en enorm arbejdsbyrde for bankerne, der også måtte betale for det via indtjeningen. For folk havde den opfattelse at de var blevet tvunget til at modtage deres løn på en konto i banken, og så var det uacceptabelt hvis banken ville tage sig betalt for det. Bankerne vidste godt hvor svært det ville være at overbevise kunderne om gebyrer for checks, og derfor også på et Dankort. Hvis de virkelig gerne ville have Dankortet til at blive en succes, måtte de gøre det så spiseligt som muligt for kunderne og markedet. Samtidig havde de hober af medarbejdere der følte at deres jobs var truede af udviklingen, så det var nødvendigt at smøje ærmerne op, hvis bankbosserne skulle have held med deres forretningsprojekt.

Detailhandlen var også med til at kæmpe for deres interesser. I nogle butikker blev der sat skilte op med “Nej tak til Dankort”. Det handlede om hvem der skulle betale gildet, og man markerede sine interesser i kampens hede. Butikkerne var vandt til at kontrollere og modtage checks, systemet virkede næsten problemfrit, så hvorfor begynde at investere en hel masse tid og penge i et projekt, der dybest set kun tjente bankernes interesser? Det var ingen hemmelighed at bankerne ville kunne spare enorme summer, hvis de fik Dankortet til at blive en succes: De ville kunne reducere behovet for at håndtere penge og checks, og dermed kunne man spare dyrt personale og hele problemet med sikkerhed og clearing ville blive voldsomt lettere.

Kapløb mod politikerne

Folketinget vedtog i 1983 en lov om betalingsmidler, således at løsninger der var etableret inden en bestemt dato i 1983 og ikke var i drift, ikke var underlagt den nye lov. Dankortets bagmænd skyndte sig derfor at sende de såkaldte “fluesmækkere” ud, så de hurtigt kunne få opstartet deres betalingsmiddel. Dermed blev Dankortet introduceret i sidste øjeblik, selvom det var på den mest usmarte måde. Betalingen med Dankortet var langsommere end chekcs, for nu sad ekspedienten og lavede manuelle kvitteringer til Dankort-systemet. En checks skulle bare chekkes med noget identifikation.

Men bankernes fælles virksomhed for udviklingen af Dankortet, PPK, arbejdede intensivt på at få digitaliseret det hele. I datidens teknologiske univers var det en kæmpe bedrift. Den elektroniske bogføring var en gevaldig revolution. Når bankkunderne ville begynde at bruge Dankortet, ville man direkte kunne følge pengestrømmene. Den enkelte kunde ville blive fuldstændig transparent. Intet kunne være bedre for en bank, hvis vigtigste opgave var at undgå tab på kunderne. Så i det skjulte drømte mange bankfolk nok om et ægte “big brother” system, der kunne skaffe dem af med de ‘dubiøse debitorer’: De dårlige betalere og urentable kunder.

I dag har vi vænnet os til at bankfolkene kan ringe, hvis vi har købt en pakke is, og de ikke synes det harmonerer med deres interesser. Kommunerne inddriver kontoudskrifter, som de bruger til at kontrollere kontanthjælpsmodtagere. Overvågningssystemet er blevet en fast del af statens kontrolapparat og finanssektorens spidskompetence. Hele systemet kører stort set automatisk, uden at nogen kan undsige sig det. Efter hvidvask-skandalerne er brugen af kontanter også blevet småkriminaliseret, så bankerne skal rapporterer til staten. Man skal kunne godtgøre alle sine transaktioner, og det har ikke længere betydning om der er privatliv eller ej. For kontanter mellem folk er mistænkelige forhold.

Til gengæld finder de rigtige skurke andre veje at gå, hvor de i stigende omfang anvender rent digitale betalingsmidler som Bitcoins, der ikke kan spores.

Politikerne var dog mere på mærkerne på borgerrettighederne dengang end i dag. Det blev diskuteret om systemet ville ramme de svageste grupper og skabe et a- og et b-hold. Den gruppe af borgere med en svag økonomi ville måske for svært ved at få rimelige vilkår. En rundspørge i dag viser da også, at det ikke er helt så nemt at skifte bank i 2020, som man måske skulle tro. Ihvertfald hvis man ikke har penge i forvejen. Mange banker vil ikke bare åbne en bankkonto til en person, fordi de gerne vil være kunde. Her skal banken have hele pakken. Hus, have, bil og forretning. Alt skal frem, alt skal ses. Så selv om man ikke skal låne en eneste krone, er der ingen garanti for, at man kan få lov til at være kunde i en bank.

Ofte begrunder bankerne det med krav, de er blevet pålagt af myndighederne. Efter finanskrisen i slutningen af nullerne har politikerne været mere og mere interesseret i bankernes rolle i samfundet, men selve betalingssystemet forbliver endnu uberørt. Foreningen “Gode Penge” har foreslået at Nationalbanken tilbyder alle borgere en konto i Nationalbanken. Deres argument er, at der ikke er nogen grund til at det er bankerne, der skal stå for opbevaringen af borgernes penge. De mener samtidig at bankerne har for stor kontrol over pengeskabelsen i samfundet. Hele tanken bag ved penge og hvordan de skal håndteres bør debatteres på en helt anden måde, mener foreningen.

Alt dette er dog nutid. I 1980’erne var der fortsat enorm uvilje mod etableringen af det system, der i dag styrer vores transaktioner til punkt og prikke, og som de færreste stiller spørgsmåltegn ved.

Pres på bankernes betalingssystemer

Nogle af verdens største techgiganter og koncerner har længe fået øjnene op for mulighederne ved at de overtager markedet for betalingssystemer. Betalinger er nærmest den sidste brik der mangler, når Google, Facebook og Microsoft skal indsamle data om brugernes vaner. At der samtidig er enorme summer at tjene på gebyrer og procenter af transaktioner, gør det endnu mere lukrativt.

Derfor har bankverdenen i de seneste år oplevet et massivt pres fra techindustrien, der arbejder på at indføre deres egne løsninger. Hvis det lykkes dem kan bankernes position som samfundets pengeformidler være fortid. Løsninger som Paypal har allerede fået tag i mange brugere, men hvis et firma som Facebook kan tilbyde en konto, hvor man kan opbevare sine penge, har bankerne intet at forsvare sig med. Derfor arbejder de også ihærdigt på at udvikle deres egne apps, hvor det i Danmark især er Mobilepay, der har fået danskernes tillid.

Faktum er dog at betalinger alene er en digital registrering, og der slet ikke er et behov for en bank længere. Hvor bankerne før skulle håndterer kontanter, kan alt i dag ordnes på afstand og elektronisk. Den succes som Dankortet har haft, kan derfor snart være en dunkel fortid, når plastikkortene helt forsvinder til fordel for den moderne livsførelse i en elektronisk verden. Når staten i forvejen registrerer og opbevarer alle vores data, eksempelvis sygehusbesøg, prøveresultater, skat med mere – hvorfor skal vores penge så opbevares af bankerne? Rent teknisk er der ingen forklaring på, hvorfor det er bankerne, der sidder som pengeformidler og ikke Nationalbanken.

Forklaringen skal måske ses i historiens forløb, herunder Dankortets enorme succes, hvor banksektoren var langt forude for deres tid og med stor succes fik hevet de danske forbrugere ind i deres eget edbsystem, som de har drevet i snart 5 årtier.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer