Der var godt 200 fremmødte til dagens første spadestik til Langebro-projektet i Fredericia. Der var en stolt Projektdirektør Tim E. Andersen, der bød velkommen og guidede de fremmødte igennem arrangementet.

”Langebro-projektet” er 57 fantastiske boliger, der bliver opført her i området. Byggeriet er så småt i gang – det er snigløbet lidt, men vi fejrer det i dag. Det er også etableringen af flotte byrum, vi færdiggør Fisketorvet, men også en del af promenaderne bliver færdiggjort, senere Vendersgade med Port House, men det er en sammenhængende byggemodning og aktivitet, vi gør færdig i dag. Det er kronjuvelen,” sagde Tim E. Andersen.

Han overlod, efter sin introduktion, mikrofonen til Borgmester Jacob Bjerregaard. Det var en meget stolt borgmester, der sagde:

”Vi skriver historie endnu engang i dag. Vi har generelt skrevet meget i historie i Fredericia i de senere år. Hvis vi går 10-15 år tilbage, så vil de fleste kunne huske, hvordan her så ud. Der er truffet nogle beslutninger, som gør det her muligt. Beliggenheden og bæltet gør det her til et specielt sted i kongeringet. Vi er et samlet byråd, en samlet by, erhvervsliv og foreninger, der står sammen om projektet. Det tror jeg, er en af grundene til, at Enggaard er gået ind i projektet. Vi har oplevet historiske vingesus flere gange tidligere, men nu går vi i gang med et stort og flot projekt, som Enggaard er gået i gang med. Det kunne ikke lade sig gøre uden Real Danias og Fredericia Kommunes krav om, at det skal være et kvalitetsprojekt. Det får Kanalbyprojektet til at vokse.”

Tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen var også til stede til dagens spadestik, her i samtale med advokat, Mads Thejl Hansen.

Asger Enggaard fik så mikrofonen med rosende ord fra Fredericias Borgmester om Aalborgs forvaltning.

”Enggaard går tilbage til min farfar i 1943. Det er en virksomhed med dygtige medarbejdere gennem generationer. Det er dejligt at få lov at fortsætte de projekter i samme ånd. Vi glæder os til at udvikle området sammen med Fredericia. Vi kommer til et område med stolte virksomheder, der har ligget på grunden. Virksomheder der har bidraget med økonomi og identitet. Så det betyder meget, at vi har fået mulighed til at udvikle området.”

Efter spadestikket nød de fremmødte tapas, safter og vin fra ”Food Trucken”, som var stillet op.