En af gaverne ved at være historiker er, at man gennem sine studier og forskning i historien lærer noget meget væsentligt: Intet varer evigt, og alt og alle har deres egen tid.

Jo længere tilbage i historien man bevæger sig, desto mere ekspertise skal man have for at forstå den. I faget anvender vi en systematisk kildekritik, samt et udbredt og ofte komplekst metodisk net, der spredes ud over kilderne. En kilde er for os mange forskellige levn fra fortiden. Vi forsøger, som tidsdetektiver, at samle puslespil. Af og til starter vi med en enkelt brik, og så leder vi efter andre brikker, der passer ind i det billede, vi forsøger at samle.

Desværre er der mange lægfolk, der tror historikere ”bare” er nogle, der kan huske en masse. Det er såmænd også et kendt fællestræk i faget, at der ofte er mange begavede mennesker med ret gode hukommelser. Historikere er nogle af de mest skrivende mennesker, og et historisk værk er ikke sjældent en voldsom samling af data. Det diskuteres løbende indenfor historiefaget, hvad der kan være rigtigt eller forkert. Få finder nogensinde ”sandheden”. I stedet for arbejder man med tilnærmelser. Eksempelvis ynder historikere at nævne det, de ikke har så godt styr på eller ved noget om. Det kunne jo være nogen andre kunne finde en god kilde, der mangler.

Historiefaget i Danmark er udfordret. Ikke fordi der mangler gode historikere. For dem har vi heldigvis utrolig mange af. De arbejder, ofte temmelig usynligt, med at bevare de historiske samlinger rundt omkring i landet. Eller de forsker, underviser eller formidler. Men når historiefaget er udfordret, så skyldes det befolkningens åbenlyse mangel på viden om historien.

Det handler ikke kun om, at man ikke læser bøger mere. Men også om at historien er blevet udfordret af andre fortællinger, der skabes i fiktive rammer. Underholdningsindustrien har aldrig været større. Vi står måske umiddelbart foran en virtuel revolution, hvor digitaliseringen og teknologien kan sprænge rammerne for hvordan det virkelige opleves. Allerede nu er computerspil meget realistiske. Men de foregår fortsat hovedsageligt på computerskærme. Inden vi ved det, flytter underholdningen over i en ny ramme, hvor vores sanser måske helt glemmer, hvad forskellen på den fysiske og virtuelle verden er.

Vi kan se på, hvor hurtigt smartphones overtog verdensordenen. I 2007 viste Steve Jobs den første iPhone frem. Og få år senere havde de fleste en i lommen. De fysiske aviser blev irrelevante, langsommelige og utidssvarende. Behovet for hurtige, digitale informationer steg voldsomt. Samtidig er levetiden for en ”nyhed” faldet dramatisk. Engang snakkede man om nyheder som ”døgnfluer”. I dag kan en almindelig nyhed måske leve i 6-8 timer. Det betyder også at der er en konstant efterspørgsel efter flere nyheder. Hvilket lægger et stort pres på medierne, der hele tiden skal sikre et flow på deres platforme.

Det gør naturligvis at nogle går en del i selvsving. Det er nemlig ikke nødvendigvis sådan, at hver dag har en god historie. Samtidig er der en klar tendens, nemlig at de fleste mister overblikket. Der er simpelthen for mange informationer. Man bliver nødt til at vælge ud.

Men hvad har det med historie at gøre? Forklaringen er, at historiefaget med al sin dygtighed og ekspertise, er meget lavt placeret i formidlingsstrømmen. Der mangler selvstændige, digitale løsninger, der er beregnet til formidlingen af historien. Samtidig er der alt for få midler til historiefagets udfoldelse. Pengene går i stedet for til journalisterne, og de er generalister. Denne tendens går igen over det meste af den vestlige verden. Selv om man forbedrede historieundervisningen i skolerne, er der lang vej til at skabe mere faktuel, historisk viden.

Udviklingen går simpelthen for stærkt, og mange politikere betragter historiefaget som noget sideordnet, der ikke spiller en rolle i hverdagen. Men intet kunne være mere forkert. Gang på gang ser man, at historien misrepræsenteres i mediebilledet. Det handler naturligvis om det, man populært kalder for ”cherry picking”, hvor interessenter og debatører udvælger fortællinger fra historien, der støtter deres agendaer. Eller hvor de bevidst fordrejer kendsgerninger.

Måske er tiden løbet fra det store historiske værk, når det kommer til mainstream information. Det er mere beregnet til nørder og historikere eller andre med samfundsvidenskabelig interesse. Men de betydningsfulde værker kunne alligevel blive en del af nyhedsformidlingen, hvis historikere i almindelighed blev mere proaktive. Man skal undgå moralisering, men man må godt insistere på at historie er vigtigt. At den kan fortælle os noget betydningsfuldt.

Som det netop er skrevet i indledningen, har vi alle kun en tid. Vores. Om hundrede år er det vores oldebørns tid. Og meget af det vi i dag synes er vanvittig vigtigt, vil de næppe kunne forstå. Hvis vi kigger 100 år tilbage, altså til 1922, så er datidens dagsorden næppe noget, ret mange nulevende overhovedet kan forholde sig til. Første verdenskrig var stort set lige slut. Danmark havde fået Sønderjylland tilbage. Kongehuset havde haft en alvorlig krise med demokratiet under Påskekrisen i 1920, og der blev diskuteret og det blev frygtet, om man kunne få en russisk revolution i Danmark. Arbejderbevægelsen havde vokset sig stærk, og eliten frygtede, at arbejderne ville ændre på samfundsordenen. Man fik enorme børneflokke. 6, 8, 10 eller 12 børn.

Tænk over det. En helt anden virkelighed. Helt andre prioriteter, ting man frygtede eller kæmpede for eller imod.

Men vi ved noget om det, især på grund af historiefaget. Det er værd at bide mærke i. Når vi lige om lidt går ind i den virtuelle tidsalder, bør samfundet prioritere historien langt mere, end det sker i dag. Både i undervisningen af nye generationer, men også i forhold til den formidling af historie, der hver dag præsenteres i et digitalt univers. For selvom historie i sig selv kan være meget spændende – sådan er virkeligheden jo ofte – så er der behov for at den er meget mere end kun underholdning. Den historiske formidling skal også være reel, faktuel og konkret. Vi er i dag overhalet af en selvbestaltet historiebevidsthed, der kommer mere fra biograffilm, tegneserier og tv-serier – end fra historiefaget.

Det er en udvikling, vi skal ændre på.

Skriv en kommentar