Hvis vores liv var forudbestemt og planlagt i alle detaljer, ville nogen kalde det “tryghed”, mens andre højst sandsynligt ville råbe i frustration. 
Sagen er, at bladrer vi gennem medierne dags dato, finder vi uanede mængder af tilbud omhandlende brede mængder af muligheder i alle retninger. Enddog også muligheder, som synes at gøre det umuligt at vælge. For, hvad nu hvis noget `går forbi vores næse´!!
Livet kunne opleves som en given og ubekendt mængde tid, som skal leves. Til tider beskrives denne mængde timer og liv, ligefrem som noget som skal klares og overleves, for vi skal nå en masse. I mængden af det masse vi skal nå, kan sindet føre an, i en over for os selv hævdende rolle, anvisende en selvpolitiserende effekt styret af normer, kulturer, samt de til- og fravalg vi har gjort til vores egen virkelighed.
Det kunne opleves som om, at mennesket flyver i vinden, og lander der, hvor det lige nu måtte anses som smartest og mest fordelagtigt at lande. Der hvor vi kan få mest ud af det `hele´, og ellers lynhurtigt skynde os videre.
I siddende stund reflekterer jeg over menneskets vilje. Viljen til at vælge – for mon ikke det er i fornemmelse af at vælge, at friheden findes?
At sige farvel og vælge fra behøver ikke være negativt. Rettere tænker jeg, at en styrke kan følge med fravalget. Ligeså følger fornemmelsen af at vælge os selv til. Men for at vælge, er vi nok nødt til at komme nærmere os selv, så det er vores helt egne valg vi repræsenterer og bringer i live, og finder oprigtigheden som ligger gemt bag de tidligere omtalte normer og kulturer. Oprigtigheden som handler om at vi er tæt på os selv, trods bevidstheden om  en tidsnorm. Valg truffet i fællesskaber, oplever jeg personligt sagtens kan repræsentere egne og flere oprigtigheder.
Når jeg underviser i yoga og meditation, praktiserer vi målrettet et fokus som handler om, at tæmme sindets mange længsler. Derudover behøver vi heller ikke skynde os videre, mens vi er på yogamåtten. Vi stopper for en stund, og finder tilbage til os selv. Det kan lade sig at gøre at træne denne evne til at finde ro i sit standpunkt, bl.a. ved at praktisere stilhed og udfordring. At træne vores evne til at være tilstede i det vi gør, NU.
Tilgængelighederne ligger svævende i øjenhøjde, som sukker på supermarkedets hylder, og det kræver et trænet sind, at finde ro i nuets tilpashed, og herefter opdage glæden over, ikke at behøves “noget”, for at føle lykke.
Jeg vil i skrivende sammenhæng gerne sætte spotlys mod naturen, som er et smukt sted at befinde sig. Naturen synes som en kontrast til et maniske tankeunivers og hverdagens mange tusinde sanseindtryk. Naturen inviterer os altid til bare at være, og viser os at vi er gode nok som vi er. Her bliver vi  mindet om at stoppe op og gøre lidt mindre, bare for en stund. Naturen er det sted, hvor vi kan genopdage os selv, genfinde fornemmelsen af at være i flow og samtidig få lidt ro til et hoved fyldt med tanker.
Er du i tvivl om hvorvidt at ovenstående henvisning til en naturlig oplevelse gør en forskel, så gå en tur og nyd havet, træerne, græsset, jorden og himlen. Modigt tør jeg love dig, at du med en lille 10 minutters bevidst og vågen gåtur, kommer til at føle at “noget” er anderledes. Det er fedt at tage den lidt med ro – for livet går stærkere end du tror!
Kh Tina Charlotte
https://www.facebook.com/heinybags/
Annonce