I september var indehaver af Fredericia Vinhandel, Henrik Petersen, på besøg hos to Amarone huse i Italien, hvor han plukkede druer. Det er der nu kommet en Amarone Della Valpolicella ud af, som sælges fra butikken i Danmarksgade.

Der er travlt i Fredericia Vinhandel. De traditionelle julekurve laves der rigeligt af, og der har været virkelig run på siden november, fortæller Henrik, da vi besøgte Fredericia Vinhandel.

Henrik i gang med at plukke vindruer (Foto: Privat)

Ude i butikken tog Pernille sig af kunderne, mens Henrik og jeg satte os bagved i fem minutter og talte om den nye Amarone, der kom på baggrund af besøget i Italien.

“Jeg var nede i Santa Sofia og Sartori, som er to kæmpe Amarone huse. Jeg smagte på en fadprøve, fordi vi i mange år har samarbejdet med dem. De sagde, at jeg skulle have min egen Amarone i samarbejde med den danske importør. Jeg sagde han kunne sende mig en flaskeprøve hjem og de fik jeg, og den var virkelig fyldig, kraftig og lækker. Jeg talte med den danske importør om det, og vi fik lavet en aftale om 5600 flasker,” siger Henrik, der synes flaskerne er specielle, når han selv har været der:

“Vi har gået med fingrene i mulden og haft den der særlige stemning der er, når man plukker druerne, og det gør det lidt specielt. Det deler vi nu med kunderne. Vi kalder det lidt en “søster”, som kan blive en årgangsvin i 2024, så vi har joket med, at der hvor jeg har sat mine fingeraftryk, så skal jeg have den til den tid, men det bliver i en årgang 2019, som vi kan få i 2024,” fortæller Henrik og kommer ind på, hvad det er for en Amarone han har været til at plukke:

“Det er en fremragende lækker og fyldig vin, som man virkelig brænder ekstra for, når man selv har stået der og fået historien. Vi blev vist rundt på gården og fik set hvordan tingene produceres og opbevares.”

Druerne fra en af vinmarkerne. (Foto: Privat)

Hvordan er det at være af sted?

“Det er en kæmpe oplevelse. Du bliver taget fantastisk imod. De bærer os på hænder og fødder, og gør alt for at vise hvor passionerede de er for produktet. Det var vi ikke i tvivl om inden, men man får en anden baggrundsviden om produktet du står med i hånden. Jeg tænker på skråningen dernede, når jeg ser på flasken. Jeg har haft fingrene i kagedåsen,” fortæller Henrik med et smil og fortsætter:

“Vi var på Santa Sofie det meste af tiden, og det er en gård fra 1811, som er familieejet på 5. generation nu. Ejerens søn er på vej ind i det nu, og hans gamle far var der mens vi plukkede og kontrollerede hvad vi lavede. Han skænkede os noget vin med dyb kærlighed,” siger Henrik og fortæller, at familien ikke forventede en god høst i år:

“De troede ikke på den, da klimaet ændrer sig til at blive mere varmt og regnen bliver mere kraftig. Derfor bliver druerne dårligere pga. det. De var heller ikke særlig pæne, men de havde en utrolig intens og kraftig smag, så det var et godt Amarone år,” slutter Henrik Petersen, der nu kan berige sine kunder med den specielle Amarone Della Valpolicella.

https://lecture.dk/event/michael-teschl-6-2-2020/
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer