Da Fredericia Håndboldklubs 1. divisionsherrer onsdag aften tog imod HEI på hjemmebane i den nyrenoverede thansen Arena var det med fuld opbakning fra hele klubben. Inden den store kamp var alle børne- og ungdomsspillere samlet til fælles aktiviteter.

En fest for hele Fredericia Håndboldklub. Sådan kan denne onsdag aften i Fredericia Idrætscenter nok bedst beskrives. Der var 1.825 tilskuere, men de mange børn og unge, der til dagligt slår deres folder i klubben, var også klar.

Forud for kampen havde klubbens Børne- og Ungdomsudvalg inviteret alle spillere til sjove lege og aktiviteter.

“Det er en stor dag for klubben, og det synes vi ikke alle de mange børne- og ungdomsspillere ikke skal gå glip af,” fortæller koordinator for Børne- og Ungdomsudvalget Dorthe Runge.

Forud for kampen var ungdomsholdene samlet i hal 5 og 6. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Vi har hyret streethandball til at komme med deres bane, hvor spillerne kan prøve kræfter med en anderledes håndbold. Ved siden af har vi en række af vores dygtige trænere til at lave sjove lege og konkurrencer” fortsætter hun.

Til arrangementet fik FHKs ungdomsafdeling støtte af flere klubbens seniorhold i form af 2. divisionsherrer og 1. divisionskvinder, der hjalp med diverse ting.

“Det viser noget af det sammenhold vi har i klubben. Sammenhold er en af klubbens kerneværdier, og vi sætter derfor pris på, at seniorspillerne har afsat tid til at give noget til ungdomsafdelingen,” siger Dorthe Runge, der også fornemmede, at ungdomsspillerne havde en god oplevelse i den fyldte arena til selve kampen mod HEI:

Ungdomsspillerne dannede i samarbejde med VIES en rød mur på PR Offset-tribunen bag målet, og blev akkompagneret af HK Ultras i blok H. Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

“Der var rigtig god stemning med både vores egne ungdomsspillere, de inviterede elever fra Vejle Idrætsefterskole, HK Ultras og de øvrige tilskuere i hallen. Samtidig leverede spillerne på banen også op til forventningspresset, og spillede en rigtig flot kamp. Ungdomsspillerne hyggede sig i stor stil, og det kunne være fedt, hvis vi kan lave et lignende arrangement i fremtiden,” lyder det fra Dorthe Runge.

Kampen mellem FHK og HEI endte 29-17 til fredericianerne. Læs et referat af kampen her.