Det var en overvældet sønderjyde, der mandag modtog nøglerne til sin nye SEAT Toledo til en værdi af 194.000 kr. Poul Leonhardt Lorenzen fra Vojens vandt nemlig hovedpræmien i Shell Card Lottery, som de seneste otte uger har beriget 350 bilister med Shell Card med flotte præmier.

Vinderloddet fik han, da han slog et smut omkring Shell Express i Vojens for at tanke diesel – på kampagnens allerførste dag, endda.

Så det var naturligt nok en glad vinder, som modtog præmien mandag på Shell-stationen i Vojens.

”Jeg har jo en god portion jysk skepsis, så jeg tror først helt på, at jeg rent faktisk har vundet bilen, nu hvor jeg står med nøglerne i hånden”, lød det fra den heldige bilist til Shell.

Den nye SEAT Toledo kommer til at pryde bilentusiastens garage, der allerede huser flere andre biler. Efter Poul gik på pension i 2004, har han udover sit sommerhus brugt tiden på at sætte en ældre Mercedes 350 SL i stand.

Poul havde taget både familie og venner med til at fejre overrækkelsen af bilen. Børnebørnene Mette Marie på 8 og Anne Christine på 11 år glædede sig til en tur i bilen, mens konen Margits tanker kredsede om festen for alle naboerne senere på dagen, hvor alle, der kunne krybe og gå, var inviteret på grillmad for at fejre heldige Polle.