En fynbo ramte lørdag 13 rigtige tegn i Tips og vandt 1.093.408 kr. for en indsats på 81 kr.

En tipper fra Fyn skulle lørdag grueligt meget igennem, før armene kunne hæves over hovedet, og milliongevinsten var hjemme.

Da klokken var 18, vidste tipperen, at den store gevinst var tæt på. På det tidspunkt havde fynboen nemlig 11 ud af 13 resultater rigtige på sin kupon.

Og umiddelbart tydede alt på, at tipperen også ville ramme det rigtige tegn i kampen Liverpool-Leeds, der gik i gang kl. 18.30. De forsvarende mestre fra Beatles-byen var tårnhøje favoritter mod oprykkerne, så det burde være en formssag for Liverpool at sætte sæsonens første tre point ind på kontoen.

Men det skulle vise sig, at oprykkerholdet var en svær nød at knække. Tre gange lykkedes det Leeds at udligne en Liverpool-føring, og to minutter før slutfløjtet stod der 3-3 på lystavlen. Milliongevinsten syntes at være langt, langt væk. Derfor må tipperen også have sendt en venlig tanke til egypteren Mohamed Salah, der blev redningsmand for Liverpool, da angriberen kort før tid scorede til slutresultatet 4-3 på straffe.

Tipperen manglede dermed kun et rigtigt resultat for at have 13 rigtige. Spændingen hjemme i stuen har af samme grund nok også været stor kl. 21, da spillerne fra West Ham løb ind på hjemmebanen i London for at møde gæsterne fra Newcastle. Vandt det stribede udehold fra Nordengland, var de 13 rigtige hjemme.

Ved halvleg var der dog ikke meget, der tydede på, at tippen ville blive millionær. Her stod det 0-0. Men efter 56 minutter kunne tipperen endelig juble. Newcastle fik nemlig bolden i nettet til en 1-0 føring, og få minutter før tid cementerede gæsterne sejren med en scoring til 2-0. De 13 rigtige var i hus.

Tips-kuponen til 81 kroner, der var blevet indleveret på Shell-tanken på Dalumvej i Odense, var dermed 1.093.408 kroner værd.

1 KOMMENTAR

  1. Det kunne være sjovt hvis der blev lavet en artikel om Kurt, der har brugt mellem 56-488kr om ugen i 26år og ikke har vundet mere end 1882kr da det gik bedst.
    Han er blevet ca 250.000kr fattigere gennem årene og vi har fået en økonom til at regne på at hvis han havde investeret dem i aktier i stedet ville han have haft 1.4 million ekstra når han om 3år går på pension….

    Mon ikke snart at spillereklamer bliver forbudt?

Leave a Reply