Forside Erhverv Hejse Kro får ny forpagter

Hejse Kro får ny forpagter

DEL
Ejendomsudvikler, Bjørn Ibsen. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Den populære og hædrekronede Hejse Kro, der gennem århundreder har forkælet lokalbefolkningen, serviceret rejsende og afholdt livets fester tænder nu lyset igen og åbner med ny forpagter.

Det er den 43-årige ejendomsudvikler Bjørn Ibsen fra Edifice, der overtager forpagtningen af det historiske sted.

“Vi glæder os og ser mange muligheder i stedet her. Vi vil gøre det anderledes end de tidligere forpagtere af stedet. Vi har valgt en løsning, hvor vi fokuserer på de 28 hotelværelser, som kroen besidder, og samtidig vil vi tilbyde selskaber til både små og store lejligheder,” siger Bjørn Ibsen og fortsætter:

“Vi vil samtidig bortforpagte køkkenet til et cateringfirma, der har interessen i at lave maden, og måske endda køre mad ud huset og lignende, samtidig med, at man servicerer vores selskaber med lækkerier. Det betyder også, at køkkenet ikke i starten vil have åbent for a la carte gæster.”

“Selve projektet her finder vi meget spændende, og som ejendomsudvikler ser jeg det generelt, som et område, vi vil satse på. Vi har samtidig allieret os med en hotelekspert, der vil hjælpe med et stærkt setup,” uddyber Bjørn Ibsen.

Lene Vestergaard Madsen skal stå for den daglige drift på Hejse Kro. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Til den daglige drift har Eidifce ansat den 48-årige fredericianer, Lene Vestergaard Madsen, der kommer med en bred erfaring fra hotelbranchen, blandt andet fra Hotel Nyborg Strand.

“Jeg glæder mig til opgaven. Da Bjørn ringede, var jeg ikke i tvivl. Det er virkelig en spændende og udfordrende opgave, som jeg glæder mig til at løfte. Jeg ser et stort potentiale, og er virkelig glad for kroen, som jeg også har arbejdet på før. Vi skal være stærke på værelsesudlejninger, men også kunne tilbyde nogle mindeværdige selskabsoplevelser,”siger fæstningspigen Lene Vestgaard Madsen.

Fredericia er i vækst, og det betyder meget for forpagterne, men der er også en tid efter væksten.

“Der er ingen tvivl om, at Fredericia er utrolig attraktiv med baggrund i de mange virksomheder, som flytter til byen, og byens generelle udvikling de senere år. Det giver unikke muligheder for overnatningerne, men når de mange byggerier står færdigt, skal vi også kunne tilbyde en række ydelser, som vores gæster vil finde attraktive,” siger Bjørn Ibsen og bliver suppleret af Lene Vestergaard Madsen, der slutter:

“Der skal være gode muligheder forbåde håndværkere og rejsende, men også for gæster, der vil opleve hele Fredericia, Lillebælt og Syddanmark i weekenderne. Vi skal sælge den gode historie,” slutter Lene og Bjørn.

Den nye forpagter forventer at være klar med værelsesudlejning allerede i morgen, imens det vil tage noget tid at starte selskaberne op igen, da gæsterne jo bestiller ud i fremtiden.

http://bit.ly/sofielindelecture
DEL