HB Køges anfører, Mike Jensen, følte at hans hold var bedre end FC Fredericia, selvom de tabte.

HB Køge havde den ene store chance efter den anden halvleg mod FC Fredericia, men ind ville bolden ikke. En enkelt gang havde hjemmepublikummet ellers startet jublen, da et forsøg fra Joachim Rothmann røg i sidenettet. 

Trods det massive spilovertag i anden halvleg endte FC Fredericia med at løbe med alle tre point, da indskiftede Jagvir Singh lavede en skarp dribling i HB Køges felt, og bolden endte med at havne hos Oliver Olsen, der var helt fri foran målet. Det blev kampens eneste scoring, 

– Det var en kamp, vi skulle have vundet. Jeg synes, vi er bedre en modstanderen, men vi står tilbage med 0 point fordi skarpheden mangler og fordi det blev for simpelt for de andre at score, sagde HB Køges anfører, Mike Jensen, efter opgøret.

Kampen bar præg af, at det var meget frem og tilbage mellem de to felter, og det tillægger Mike Jensen FC Fredericias spillestil.

– Det bliver en lidt mærkelig kamp, hvor spillet bliver strukket meget langt. De spiller meget på at strække os – og dem selv for den sags skyld – så det bliver lidt for meget frem og tilbage i forhold til, hvad vi gerne vil. Vi blev strukket lidt for langt ud over banen, og mens nogen af os ville op og presse lidt, kom resten måske ikke helt med. Og så blev det lidt for simpelt for dem at komme frem til chancer. Men det var dét, de ville og det lykkedes de jo desværre med at få udnyttet den ene gang, forklarede Mike Jensen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Både FC Fredericia og HB Køge har som erklæret målsætning at komme med i top-6 og dermed oprykningsspillet, men de forhåbninger kan begge hold, som det ser ud lige nu, skyde en hvid pil efter. FC Fredericia har syv point op til sjettepladsen, mens HB Køge har fire point op.

– Hullet er for stort. Vi skulle have vundet i dag, men der er stadig lang tid og mange kampe tilbage af grundspillet endnu. Hvis vi fortsætter den spillemæssige form, vi har vist de seneste kampe, så peger pilen stadig opad. Det skal vi huske på midt i skuffelsen over det her resultat, sagde Mike Jensen.