Havnegrillen, der ligger i Kanalbyen i Fredericia, har været lukket ned siden coronarestriktioner trådte i kraft i december. Fra på mandag er de klar til at åbne igen.

Tommy Jensen kan ikke få armene ned. Efter lidt ventetid er Havnegrillen nu klar til at åbne igen. Han forklarer, at han godt kunne være åbnet op tidligere, da restriktionerne ophørte den 1. februar, men han ventede med vilje lidt ekstra tid.

Mandag er Tommys team igen klar til at lange mad over disken i Havnegrillen, og det er noget kunderne har efterspurgt, fortæller han.

– Når man har været lukket ned i nogen tid, er det naturligt. Vi har haft flere, der har skrevet og ringet til os, om hvornår vi åbner, og det bliver altså på mandag. Vi glæder os til at se vores kunder, som vi har savnet, siger Tommy Jensen.

Konceptet forbliver det samme, som det hidtil har været. Foruden grillmad vil grillen komme til at køre med thaimad på udvalgte dage.

– Vi kommer til at køre me thaimad og dagens ret mandag – onsdag til at starte med. Ellers bliver der ikke lavet noget om. Nu skal vi lige i gang igen, siger Tommy.

Nedlukningen har været hård for mange, især i den branche Havnegrillen tilhører, men Tommy fortæller, at han kommer ud af det med skindet på næsen.

– Det har selvfølgelig været træls at være lukket, men vi skal nok klare den. Vi er, som alle andre, mærket lidt af det, men vi er kommet igennem og vores mandskab er klar, siger han.

En af de ting, som Tommy glæder sig over, er at han ikke mistet nogle af de faste medarbejdere.

– Det er stadig vores faste team, så på den måde er vi ikke ramt. Det kan være, at vi bliver nødt til at ansætte nogle flere, hvis der blive meget at lave som vi alle håber, forklarer Tommy.

Pt. er det koldt udenfor, men når sæsonen for alvor begynder at være til det, forventer Tommy at se folk strimle til.

– I min og pigernes verden kommer vi til at få virkelig travlt. Vi ved, at hr. og fru Danmark glæder sig til at komme ud igen, men der kommer jo til at ske en masse aktiviteter her i området, som kommer til at give kunder. Vi har ikke haft krydstogtgæster og turister i samme stil som normalt, og når de først kommer, så forventer vi at få travlt. Vi skal have løbeskoene på, slutter Tommy Jensen, der er klar til at slå Havnegrillen op mandag klokken 11:30.