Den kommende weekend afholder Skærbæk Festlaug havnefest og kræmmermarked for 17. gang. Vi mødte formanden for festlauget Lars Midtgaard. Festen foregår fra den 17 til den 18.august. Og i år er der en overraskelse i hatten, som helt sikkert får eventyret frem i alle mand. 

“Det er årets store begivenhed i Skærbæk, og vi glæder os. Vi starter fredag med over 100 børn, unge og voksne, der dyster i vores traditionsbunde høvdingeboldturnering. En turnering, der får både sved, grin og kampgejst frem,” fortæller Lars Midtgaard og fortsætter:

“Lørdag er der kræmmermarked fra 10-15.00, og desuden en masse spændende aktiviteter. Vi har f.eks. vores klatrevæg udover havet, som spejderne står for, men i år er der en særlig overraskelse på programmet, når vi får besøg af havfruer i havnebassinet. Jeg har også hørt, at havfruerne kravler op af bassinet, hvorefter man kan få et billede sammen med dem.”

Hvor mange besøgende forventer I?

“Vi forventer 600 besøgende, og i alt 300 gæster til havnefesten om aftenen, hvor det fredericianske band, Barock, spiller op til fest, og derudover er der lækker mad og god hygge”, svarer Lars Midtgaard og fortæller om årets revy:

“Vores lokale revy med dygtige lokale skuespillere står på de skrå brædder får altid latter og smil frem på gæsterne, og mon ikke de igen i år skaber lokale overskrifter.”

“Derudover har vi i år lavet en Sex & The City-fredagsbar, hvor man kan købe Cosmopolitans, som kvinderne helt sikkert vil vælge til at slukke tørsten med,” fortæller en begejstret formand.

Der er lige nu få billetter tilbage til årets havnefest lørdag aften, hvor du altså både får mad og musik, men skulle det være noget for dig, så kan du læse meget mere her