Region Syddanmark har netop bevilget 1 mio. kr. til Projekt Harteværket, der skal få flere unge til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse.

Bag det storstilede projekt står Munkensdam Gymnasium, der sammen med blandt andre Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring skal finde nye løsninger, der binder undervisningen i de naturfaglige og matematiske fag bedre sammen i overgangen fra folkeskole via ungdomsuddannelse til de videregående uddannelser.
Projektet skal udvikle og afprøve i alt 8 nye læringsforløb, hvor både elever og lærere skal finde på nye koncepter.

”Det er helt unikt, at vi involverer, både dem der skal undervise, og dem der skal modtage den i det samme projekt. Vi håber, at det vil styrke interessen, engagementet og motivationen for de naturvidenskabelige fag. Og mulighederne er store med Harteværket som omdrejningspunkt”, fortæller Lene Hauge, Rektor, Munkensdam Gymnasium.

I forbindelse med renovering af Harteværket og området omkring er der masser af muligheder for at inddrage både landskabet, bygningerne og Hartesløjfen (stiområderne omkring Harteværket) som udgangspunkt for tværfaglig undervisning. Her får skoleklasserne nye erfaringer med naturfaglige fænomener og oplever en undervisningsform, der er anderledes end klasseværelset tillader.

”Med Harteværket som udgangspunkt bliver det muligt at udføre naturvidenskabelige eksperimenter med både laboratorie- og feltarbejde i et autentisk miljø. Eleverne vil kunne udvikle et ejerskab til deres egen innovative indsats inden for både teknologi og naturfag, og udvikle evnen til at arbejde med den viden de indsamler og inddrage modeller”, siger Claus Michelsen, professor ved SDU og leder af Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring.

Målet med projektet er at bidrage til regionens målsætning om, at 20 procent flere af en ungdomsårgang gennemfører en naturvidenskabelig, teknisk eller sundhedsfaglig uddannelse i forhold til 2010.

”Vi har brug for, at flere unge vælger en naturvidenskabelig uddannelse i Region Syddanmark. Her kan Projekt Harteværket bidrage til, at unge får øjnene op for naturvidenskaben, da det lader dem opleve teorien udfolde sig i praksis”, siger formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, Bo Libergren (V).

Projekt Harteværket vil løbe over en 2-årig periode, og inddrage 200 grundskoleelever, 200 elever fra ungdomsuddannelserne, samt 23 lærere.