Forside Danmark Har Fredericia en værdidebat?

Har Fredericia en værdidebat?

DEL

Det spørgsmål stillede jeg Fredericia Avisens kulturjournalist Thomas Lægaard efter, at Dansk Folkeparti i Horsens meddelte til national bevågenhed, at de ville arbejde for at udfase halalkød i daginstitutionerne. Thomas har tidligere været sendt i marken ved andre svære emner, som da Fredericia Byråd kunne fortælle om et stort historisk jordsalg, der fik politikere og erhvervsfolk til at juble, men samtidig nogle til at tænke – hvad betyder det for os? For at vise de mennesker, hvad det betød, greb vores kulturjournalist bolden og fortalte historien om, ”de rene pengemarker” i Taulov; det nye Las Vegas.

Jeg tænkte, at det kunne være endnu en opgave for ham, og præcis som med Taulovfilmene, så var den redaktionelle frihed total til at lave en værdifilm, som også afspejler kulturjournalistens rolle. Han skal både anmelde kulturen, møde kulturen, men også deltage i kulturen med satiriske indslag.

Vi talte i øvrigt også om Randers Kommune, der i januar vedtog et krav om svinekød i daginstitutionerne med stemmerne 16 mod 15. I Fredericia har byrådet ikke dyrket denne debat og den fylder heller ikke vores lokale valgkamp, men måske er der andre værdier i Fredericia? Historisk har byen praktiseret religionsfrihed, men er den tid forbi? Det ville vi undersøge.

Vores kulturjournalist producerede samme dag et indslag, hvor han lavede burgere i sit hjem med to slags oksekød. Halalkød fra slagteren i Danmarksgade og gaspakkede oksekød fra supermarkedet. Isoleret set kan de to former ikke sammenlignes, ud fra gastronomisk viden, men til at undersøge en værdikultur, kunne de.

I filmen lod han sin bonusdatter teste med, og hun konkluderede, at burgerne smagte godt og “af burgere – intet andet, “samtidig ville hun stadig konfirmeres, sagde hun. Citatet og afslutningen var ikke en del af udgangspunktet for spørgsmålet til værdierne, men det er den kunstneriske frihed, der ligger i at lave sådan en film, som vi skal kunne leve med i et demokratisk samfund.

Det var nogle dog uenige i; for filmen provokerede og tændte en debat, som viser, at værdidebatterne ligger og lure under overfladen i mennesker anno 2017.

Da vi kl.12.00, dagen efter, lagde opslaget på Facebook blev der sat fut i kedlerne. Telefonerne ringede, kommentarerne rullede ind og notifikationerne på vores Facebook Sideadministrator var rødglødende.

Siden filmen blev lagt online for seks dage siden, har mere end 350.000 mennesker set med og filmen deles flittigt endnu. Den stiger med godt 50.000 mennesker pr. dag. Den skaber debat, kærlighed, had, grin, brøl og mange kommentarer, men viser også, at der er ved at udvikle sig en digital debatkultur, hvor uenigheden kammer over i direkte had og grimme ord.

Heldigvis trækker mennesker ikke debatten med ud i det fysiske rum endnu. Jeg ser dog en tendens, som er ærgerlig. Da jeg på Monjasa Park til en pokalkamp mellem FC Fredericia og HB Købe nogle dage senere, mødte mennesker, som havde kommenteret og negligeret indslaget, samt kaldt det idiotisk, sagde de ikke noget. De hilste bare pænt, hvilket er paradoksalt. Det er rart at blive mødt venligt, men samtidig skræmmende ikke at tale sammen om emnet, når man eksplicit har udtrykt sin indre holdning via fingrene. Jeg må konkludere, at mennesket kan nå dertil, at det bliver så vredt, at hele verden styrter sammen, og vreden skal ud via fingrene, og når vi så har mulighed for at tale om uenigheden, så møder menneskene tavshedens mur. Det synes jeg er forkert.

Fredericia Avisen forsøger ikke at opfinde den dybe tallerken ved at vise et mønster i, at det er lettere at sidde bag skærmen og ”svine” folk til, hvis man føler noget, end det er at stå face to face med et menneske.

Det er efterhånden et faktum, hvor man ikke kan smide det Trumpske og populære ”fake news-kort”. Jeg ser det efterhånden i flertallet af debatter, ja selv, når mennesker stiller et spørgsmål i en, ”hvem ved hvad gruppe”, så blomstrer hadet elegant og dansende let gennem fingrene.

Fredericia Avisen lykkedes ikke med filmindslaget at kunne konkludere noget konkret fredericiansk. Vi kan imidlertid se, at også fredericianske vælgere er delte i holdningerne til politik, religion og livet, hvilket er sundt, stærkt og mangfoldigt. Det er måske ikke raketvidenskab, men indslagets udvikling understreger desværre den sørgelige tendens i det digitale debatunivers.

Det samme gælder for politikernes sociale mediehåndtering ved dette valg. Nogle glemmer, at digitale spor ikke er, som aviser fra gamle dage, hvor man tænkte, at aviser var noget, man pakkede fisk ind i. I dag kan et hurtigt tryk på telefonen give det screenshot, som dokumenterer udviklingen og tonen i en debat. Vores politikere har stået model til meget sprogligt ballade efter et opslag, spørgsmål og valgfilm. Det erkender jeg. Det er ikke altid fair. Men når jeg ser på debatterne, der nogle gange opstår af ren og skær nysgerrighed og undren, så klæder det alligevel ikke kandidaterne at slette opslag, som ikke vinkler eller matcher deres holdninger, eller mere drastisk at lukke alle kommentarer ned, fordi det man skrev og mente, endte som dårlig sag, der vendte tilbage til en selv, som en boomerang.

Med mindre sproget er grimt. Og til at definere det regelsæt, vil jeg sige noget så simpelt som: Du skal skrive til andre, som du gerne vil have, at de skriver til dig, hvis du var uenig. Tal og skriv pænt. Fortæl om dine holdninger, begrund dem, diskutér dem, og hold fast, hvis du tror på dem. Lyt til dine modstandere, deres holdninger, ståsted og tanker, måske kan du lære noget?

Jeg har altid haft respekt for mennesker og politikere, som står ved det, de mener og siger. Mennesker, som tør at mene noget, fascinerer mig. Jeg har ikke samme respekt for mennesker, som gemmer sig bag tastaturet og med deres fingrene ikke formår at debattere i en ordentlig tone.

Jeg ved, at man kan blive vred, man kan have personlig indsigt i et emne, man kan have videnskabelig indsigt og så kan man have en mening. Det forstår jeg, men jeg savner, at man kan fortælle sin mening sagligt og samtidig acceptere, at man kan være uenige, men også indgå kompromisser.

Denne venneanmodning mødte Fredericia Avisens kulturjournalist efter indslaget.

Endnu en bøn i debatten

Jeg savner fabriksejeren, jeg savner tømreren, jeg savner skolelæreren, sagføreren, tandlægen, sygeplejersken, kaffedrikkeren, tænkeren, manden med hatten, damen med tasken og alle de mange mennesker, jeg møder i min hverdag, som også læser med i debatterne. Dem der tænker, ”at den debat vil jeg ikke bidrage til.” Kære ven, du har en pligt til at bidrage. Din viden, din erfaring og dine tanker fortjener at blive delt, for samfundets og dine efterfølgeres skyld.

Jeg ved, at det er en ekstrem historisk parallel at tegne, men i 1920’erne og 1930’erne gik det stærkt og økonomisk godt, inden det gik skidt med et brag. Det økonomiske brag og politiske had førte til endnu verdenskrig. Her så mange også til, mens politiske modstandere først blev gjort grin, gjort til idioter og senere slået ihjel for det, de troede på. Der er vi ikke endnu, men hvis vi lader hadet komme til orde via vores fingre, så tænder vi måske det verdensbål, vi aldrig ønsker tændt igen.

Den tyske filosof Immanual Kant tænkte også, at vi som mennesker kunne bruge vores sanser og tanker til at forandre. Vi tog ikke bare imod. Jeg er enig. Vi har mulighed for at gøre noget ved debatterne og hadet.

Fredericia Avisen opfordrer derfor til, at vi genoptager den gode debatskik, som vi lærte i børnehaven og hjemme ved mor og far, den vi stadig praktiserer, når vi mødes menneske til menneske. Det kan være befriende at være uenige. Det kan være befriende at være enige. Det er ikke befriende at praktisere hadet. Æret være forskelligheden og lad den blomstre på ny.

-ada