Forside Middelfart Har du svaret på: “Hvordan har du det?”

Har du svaret på: “Hvordan har du det?”

DEL
Fredericia
(Arkivfoto)

Nogen får en sms, når der er ny post fra det offentlige, andre finder hjælp i Borgerservice eller hos en pårørende til at tømme indbakken med jævne mellemrum. Lige nu opfordrer Middelfart Kommune alle til at dobbelttjekke, om der ligger en mail med spørgeskemaet ‘Hvordan har du det?’

– I de seneste undersøgelser i 2010 og 2013 havde Middelfart Kommune en flot svarprocent blandt kommunerne i Region Syddanmark. Den vigtige viden har vi brugt til at målrette vores forebyggende indsats. Fx ville 4 ud af 5 rygere i kommunen gerne stoppe og dem har vi haft stor fokus på at hjælpe, fortæller sundhedschef Lis Huge i en pressemeddelelse fra Middelfart Kommune.

Spørgeskemaundersøgelsen, som tager ca. 20 minutter at udfylde, foregår elektronisk via et link i en mail, hvis man er tilmeldt digital post fra det offentlige. Enkelte borgere, som er fritaget fra digital post, har modtaget spørgeskemaet i en kuvert i deres fysiske postkasse.

– Hvert eneste svar er vigtigt. En højere svarprocent baner vejen for mere målrettet forebyggelse og behandling de rigtige steder. Så hvis man har overset en mail eller en kuvert, eller glemt at åbne den, så kan det heldigvis nås endnu. Jeg håber mange af de 1.319, der ikke har svaret endnu, vil gøre det.

I spørgeskemaet bliver de udvalgte borgere spurgt til deres sundhed, trivsel og sygdom, og svarene bidrager til at give et klart billede af, hvordan borgerne har det, og hvad der gør dem syge. På den måde kan undersøgelsen bruges til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme.

På landsplan er 300.000 danskere over 16 år udvalgt til at svare på undersøgelsen. Heraf bor 57.000 i Region Syddanmark, herunder de 2500 udvalgte i Middelfart Kommune.

Flotte præmier på højkant
Alle syddanskere, der besvarer spørgeskemaet, deltager i en lodtrækning om forskellige præmier. Det drejer sig blandt andet pengepræmier på op til 6.000 kroner, to Ipad Minis, to iPhone 7 og 40 x 2 biografbilletter.

De fem regioner, Danske Regioner, KL, Statens Institut for Folkesundhed, Sundhedsstyrelsen og Sundheds- og Ældreministeriet står bag undersøgelsen.

Læs mere på www.rsyd.dk/hvordanhardudet

DEL