HAPS i Vendersgade er solgt til Annette Stocklund, der som de nuværende indehavere Gitte Poulsen og Henrik Eriksen også er fra Fredericia. 

Gitte Poulsen overdrager officielt nøglen den 22. december kl.20.00 til Annette Stocklund. Salget af den populære sandwich- og salatbar sker, fordi Gitte og Henrik venter sig deres første barn i marts 2018.

“Det har været en længere proces, ikke fordi, at salget af HAPS har manglet interesser – vi har fået over 20 konkrete henvendelser, og var tidligt i forløbet langt med en, som dog åbnede samme koncept i en anden by. Nu har vi fundet den helt rigtige i Annette, som vil drive det videre som HAPS med en række nye tilføjelser”, fortæller Henrik Eriksen.

“Det har været sjovt, udfordrende og spændende at starte op og drive HAPS. Men timerne og livet som kommende børnefamilie hænger ikke sammen med at drive stedet, så derfor må vi sige farvel. Det er vemodigt, men vi er samtidig glade for, at HAPS lever videre,” siger Gitte Poulsen.