Fredericia Jazzklub inviterer til frokostjazz lørdag den 7. marts fra kl. 12 i Tøjhuset, hvor jazzen bliver leveret af Hans Knudsen Jump Band.

Når bandet efter 25 år fortsat er et af de varmeste navne på den danske jazzscene, skyldes det først og fremmest den rå-swingende spillestil, et afvekslende repertoire, en helt personlig “sound” og et usædvanligt tæt og humoristisk samspil med publikum.

De musikalske rødder er solidt forankret i jazz- og bluesmusikken fra New Orleans og Kansas City, men der spilles også egne kompositioner, og en del materiale hentes fra helt andre genrer – f.eks. Elvis Presley og The Beatles. Efter lidt tilpasning indgår disse numre helt naturligt i repertoiret.

Det er kendetegnede, at Hans Knudsen Jump Band fremstår som netop et band og ikke “bare” som en kvartet. De fire musikere “fylder” meget på en scene, hvor de sammen skaber en intens og fortættet “sound”.

Jump-bandet opstod i 1993, da Hans Knudsen efter 8 års turnéliv med sangerinden Lilian Boutté fra New Orleans samlede de musikere, der stadig udgør bandet. De havde alle allerede da i årevis tilhørt den danske elite og spillet/indspillet med en lang række amerikanske jazz- og blues koryfæer.

Foruden Hans Knudsen på klaver og vokal udgøres besætningen af Leonardo Pedersen på saxofon og klarinet, Jens Sølund på bas, samt Henrik Simonsen på trommer.

Man var fra starten enige om, at musikken skulle være både swingende, udfordrende og have et kraftigt, personligt fingeraftryk. Samtidig skulle den være udadvendt og sjov for såvel publikum som band. Spilleglæden skulle være drivkraften – og det er den stadig. Hans Knudsen fik i øvrigt prisen som “Årets blues-kunstner 2015”.

Entré 70 kr. / 100 kr. (medlemmer / ikke medlemmer). Der venter publikum velskænket fadøl og velsmurte håndmadder. Dørene til spillestedet åbnes kl. 11.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer