Fredericianske Hans Dal har arbejdet med fund i 43 år. I forbindelse med fundet af vikingetidshallen i Erritsø har Fredericia AVISEN talt med Hans, som fortæller om hvordan det er at arbejde med den slags.

Hans Dal gør sig i fund fra stenalderen, og det hele startede for 43 år siden, hvor han gjorde fund på Fyn.

“Jeg fandt en boplads på Tybrind Vig mellem Middelfart og Assen i 1976, og så gravede vi den op i løbet af ti år i samarbejde med Moesgård Museum,” siger Hans Dal.

Hvordan gør man sådan et fund?

“Det er tilfældigheder. Jeg skulle fange rødspætter og endte med at finde egestammer, kronhjortegevir, østerskaller, vildsvinekæber og forskellige ting, Det lå i en mosebund på havbunden, hvor alt organisk materiale som træ, knogler og den slags ikke nedbrydes og derfor stadig er intakt, selvom det er 6000 år gammelt,” siger Hans Dal og fortsætter:

“I første omgang tænkte jeg, at de her kronhjortegevirer kunne være 100 år gamle, og jeg troede ikke de var så gamle. Så i den første tid samlede vi det bare op, og puttede i tønder med vand. Vi fandt så et kranie, og kontaktede så Fyns Stiftsmuseum, som det hed dengang, da det var det mest nærliggende, når fundet var sket på Fyn. Vi hørte aldrig fra dem, da de troede det var det samme nogen havde fundet i 1957. Jeg kontaktede derfor Moesgård Museum, og fik fat i lector Søren H. Andersen , og så kom han og spurgte om han måtte låne noget med hjem. Derfor vidste vi, at vi havde fundet noget interessant, og vi startede et samarbejde, hvor han tog os med på Moesgårds og lærte os om det. ” forklarer Hans Dal.

“Han har vandskræk, så vi tog turen under vandet, hvor vi var de første i hele verden, der foretog en undersøisk udgravning. Derfor skulle vi overføre al materialet, som man bruger på land til at kunne foretage udgravning under vand,” fortsætter Hans Dal.

Hvor længe har du interesseret dig for sådan noget historisk?

“Helt fra barnsben har jeg haft interese for historie. Jeg har været interesseret i almen historie som 2. verdenskrig, og min farfar havde flere ting liggende, som gav inspiration. Jeg var en af de første i Fredericia, der fik dykkerudstyr og begyndte så at dykke i Trelde. Vi var heldige at få fat i Søren H. Andersen, der ikke dykkede, og vi fik derfor lov til at udvikle os undet vandet,” siger Hans Dal.

Hvilke fund har du gjort?

“Vi har fundet fire lindetræ og 16 årer som der er roet med. De fire af dem er der skåret mønstre i , og det er unikt. Vi har fundet det første strikketøj og vi har fundet tre dobbeltgrave, hvor den ene er en lille pige på ca. 14 år, som nu er udstillet. Hun blev fundet sammen med et spædbarn, men vi ved ikke noget om spædbarnet,” siger Hans Dal.

Hvilken følelse går man rundt med, når man går og graver?

“Som selv arkæologer siger, så er der en skattejæger gemt i os alle. Selv arkæologer, der er garvede, har det sådan, og det samme sker for mig. Det kan få mig op at køre, hvis jeg svømmer i dag, og jeg fandt noget for 14 dage siden. Så får jeg det der kick i mig, og det er det samme med dem i Erritsø, hvor de er i gang med at afdække noget som man ikke ved, hvad ender med,” slutter Hans Dal.

Hans Dal har udgivet en bog om arkæologi på havbunden, som man kan læse om ved at klikke her.

http://bit.ly/rosalecture