”Det her er en ønskestilling, som jeg er stolt over at have fået. Jeg har tidligere været ansat ved Kolding Kommune som sagsbehandler i både Jobcentret og ved Handicaprådgivningen.  Siden har jeg arbejdet 12 år med uvildig rådgivning af borgere, pårørende og fagprofessionelle inden for det sociale område, og nu bliver cirklen på en måde sluttet, når jeg vender tilbage til Kolding Kommune som borgerrådgiver.”

Den 55-årige socialrådgiver Hanne Petersen er fra årsskiftet ansat som ny borgerrådgiver ved Kolding Kommune. Hun afløser Rikke Laigaard-Andersen, der har fået job ved Esbjerg Kommune.

Den nye borgerrådgiver er født, opvokset og har altid boet i Kolding. Hun er butiksuddannet ved Føtex og blev senere uddannet socialrådgiver. Efter at have været sagsbehandler ved Jobcentret og i Handicaprådgivningen i syv år forlod hun i 2007 Kolding Kommune for at blive faglig leder og socialfaglig konsulent ved DUKH – Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet. Her arbejdede hun med at yde gratis og uvildig rådgivning til borgere med handicap i hele landet, herunder både fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, sindslidelser og personlighedsforstyrrelser. Senest har hun været ansat som socialfaglig konsulent ved Center For Videndeling.

”Jeg er optaget af retssikkerhed – at man som borger får den sagsbehandling og den ydelse, som loven giver ret til. Det handler blandt andet om borgerinddragelse og god dialog. Jeg vil som borgerrådgiver arbejde på at løsne op for konflikter og utilfredshed ved at rådgive om handlemuligheder og ved at skabe forståelse og dialog,” forklarer Hanne Petersen.

Uvildig rådgivning

Alle er velkommen til at kontakte kommunens borgerrådgiver for f.eks. at få hjælp til at forstå en afgørelse fra kommunen eller finde ud af, hvordan man kommer videre med en konkret sag.

”Jeg kan ikke ændre på en afgørelse. Men jeg kan hjælpe borgeren med at forstå afgørelsen, da jeg har stor erfaring i at omsætte vanskeligt tilgængeligt lovestof til almindelige ord. Hvis borgeren ønsker at klage, så kan jeg klæde borgeren på til at gå videre i systemet,” forklarer Hanne Petersen og fortsætter:

”Jeg er ikke borgerens advokat, men jeg er heller ikke kommunens forlængede arm. Jeg står midt imellem med et tilbud om uvildig rådgivning.”

Henvendelser skal give læring

Hanne Petersen har også en anden opgave. Ligesom sine forgængere på posten skal hun arbejde tæt sammen med kommunens afdelinger for løbende at finjustere og styrke den service, som borgerne modtager.

”Som kommune skal vi lære af henvendelserne til borgerrådgiveren. Hvis jeg kan se et uheldigt mønster i kontakterne, så er det min opgave at reagere på dem. Det kan f.eks. være, hvis en bestemt type breve er svære at forstå for borgerne, eller hvis en afdeling har en del borgere, som ikke føler sig hørt og inddraget. I den slags situationer tager jeg kontakt til den relevante leder og indleder en dialog om, hvordan vi fremover sikrer en bedre sagsbehandling. Her har jeg den fordel, at jeg tidligere selv har arbejdet som sagsbehandler, så jeg kender godt udfordringerne og mange af arbejdsgangene,” siger Hanne Petersen.

Sådan kontakter du borgerrådgiveren

På www.kolding.dk/borgerraadgiver kan du læse, hvordan du kommer i kontakt med borgerrådgiveren. På grund af coronarestriktionerne er det ikke muligt at mødes fysisk i øjeblikket, men man kan både ringe og skrive til Hanne Petersen.

”Jeg glæder mig ligesom de fleste andre til, at vi igen kan ses. Indtil da vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe dem, der kontakter mig via telefon og mail,” siger Kolding Kommunes nye borgerrådgiver.

Hanne Petersen privat

Privat bor Hanne Petersen i Kolding. Hun har tre børn på henholdsvis 15, 19 og 23 år. I fritiden hygger hun sig med dans, gospelsang og gåture med hunden.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer