Søren Rasmussen medlem af regionsrådet for Dansk Folkeparti og Henriette Schlesinger spidskandidat for Venstre i Kolding til regionsrådet, har givet hinanden håndslag på sammen at kæmpe for frit valg for fødende kvinder.

Som fødende i Region Syddanmark, kan man i dag vælge mellem at føde på sygehuset eller i eget hjem. Dette i modsætning til region Sjælland, hvor man også har muligheden for at føde på en fødeklinik.

Søren Rasmussen og Henriette Schlesinger, er begge enige om, at Syddanske kvinder også skal have dette valg. De mødtes derfor med Jordemoder Birgit Thalwitzer Enghild, som længe har kæmpet for, at få lov til, at åbne en privat fødeklinik. De talte her også om vigtigheden af kvinders fri valg og tryghed ved fødsler.

Søren Rasmussen siger: ”Jeg lægger stor vægt på, at kvinderne har en god og tryg oplevelse, når de føder. Her har fødeklinikker vist sig at være det helt rigtige for nogen. Særligt fordi man er sikker på at føde med den jordemor man kender og at hun er hos én under hele fødslen. For andre er hjemmefødsler eller sygehuset bedre, derfor er det frit valg godt.

For Henriette Schlesinger er sagen helt klar: “Vi har i dag mulighed for at vælge privat hjemmehjælp, privat skole, privat børnehave m.m. Men som fødende, der har man ikke på samme måde frit valg og det mener jeg klart der skal gøres noget ved. Derfor vil jeg sammen med Søren Rasmussen kæmpe et slag for at vi får minimum en fødeklinik i region syd, de har immervæk 3 i region Sjælland. Og så tror jeg på, at gode fødsler i de rammer den fødende ønsker, giver bedre fødsler og mindsker risikoen for fødselsdepression. Det giver alt sammen øget chance for babyer i trivsel og i min optik større lyst til flere børn, hvilket vi med en nedadgående fødselsrate i region syd godt kunne bruge”

De to vil nu sammen med Birgit Thalwitzer Enghild arbejde for, at få det nuværende regionsråd i tale og få dem med på ideen om frit valg til fødende i region syd. Lykkes det ikke, så vil de fortsætte kampen efter valgt.