Forside Fredericia Håndbolden blomstrer hos Erritsøs U10-piger

Håndbolden blomstrer hos Erritsøs U10-piger

DEL
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Der er positive vibes over håndbolden hos Erritsø Håndbolds U10-piger. Trænerne Sanne Falkenby og Jannie Nielsen har oplevet en stor medlemsfremgang hos pigerne, der har udviklet sig markant siden trænerduoen startede med at stå i spidsen for årgangen.

Det er torsdag aften. U10-pigerne træner fra klokken 17:00 – 18:30. Erritsø Idrætscenter summer af liv, da jeg parkerer bilen på parkeringspladsen, som er fyldt helt op til bristepunktet.

Jeg går ind ad døren og videre ind i hal 1, hvor træningen er i fuld gang. Det stråler langt væk, at pigerne virkelig vil det her. Intensiteten er høj, og stemningen er i top, mens jeg går rundt og tager billeder af de engagerede piger, der starter ud med at lave afleveringsøvelser, efter nøje instrukser.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Efter noget tid er tiden inde til en skudøvelse, som sidenhen bliver til en kontraøvelse. Pigerne starter på baglinjen i hver sin side af banen, og skal forsøge at score på de to målvogtere, der skiftevis er inde på målet, hvor de skal forsøge at redde skuddene.

Øvelsen kører derudaf og Sanne og Jannie har tid til at tale om U10-pigerne. Vi går uden for banen, mens hjælpetræneren Kevin tager sig af øvelsen, imens Sanne og Jannie taler med mig.

Erritsø Håndbolds U10-piger har gennemgået en rivende udvikling, og de er gået fra at være omkring ti spillere nu til at være omring 18 spillere til hver træning.

”Der er en fantastisk stor opbakning til det her hold. Vi har piger på den ene og anden skole herude så vi har fået tiltrukket lidt i de forskellige klasser, hvor vi har fortalt om håndbold og lavet sociale arrangementer i ferier osv.,” siger Sanne.

Hvordan er det at være træner for de her U10-piger?

”Det er krævende, men det er spændende og fedt at se, hvordan pigerne udvikler sig. Vi startede i c-rækken, og da vi så mødte op efter sommerferien, skulle man tro, at de har spist havegryn og trænet håndbold hele sommeren,” forklarer Jannie, inden Sanne supplerer:

”Vi var til Tivoli Cup, hvor vi så det som en hyggetur med det sociale i fokus, men pigerne præsterede så godt, at de vandt det hele. Det havde vi ikke regnet med, og det gjorde, at pigerne virkelig fik blod på tanden og ville lære.”

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Hvordan er det at se den udvikling?

”Det er et cadeau til os som trænere, men også til pigerne. De klør virkelig på, og vil det, hvilket understreges af, at der er virkelig få afbud,” fortæller Jannie.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Det er ikke kun på håndboldbanen, at holdet fungerer. Også udenfor banen er der et stort sammenhold mellem pigerne.

”De hygger sig rigtig meget sammen, både på og udenfor banen. Det er virkelig dejligt, at de har så godt et sammenhold på den måde. I den alder, som pigerne har, er det lige så vigtigt, at de har det sjovt og det har vi virkleig med den her årgang,” udtaler Sanne.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

At Sanne og Jannie er trænere for U10-pigerne er dog lidt af en tilfældighed.

”Jeg sad her og fulgte Malou til en U8-træning, og de havde ikke nogen træner, så de spurgte os forældre, om en af os ville træne dem. Jeg sagde ja, og havde det første år alene med pigerne, men så kender jeg Jannie, og spurgte hende, om hun ville hjælpe, hvilket hun sagde ja til,” siger Sanne.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Hyggeligt samvær med veninderne

Malou, Astrid og Louisa. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Efter snakken med Sanne og Jannie går turen nu videre til tre spillere fra Erritsøs U10-piger, der alle glæder sig over at spille i klubben.

”Det er rigtig sjovt at spille her,” siger Malou, der er playmaker og som også har fulgt med i VM-slutrunden, hvor flere af idolerne spiller:

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

”Jeg har set rigtig meget VM, hvor mine favoritspillere Rasmus Lauge, Mikkel Hansen og Magnus Landin er med for Danmark,” forklarer Malou.

En anden af pigerne er Astrid, der er keeper, og hun kan godt lide bruge tiden på håndbold sammen med veninderne.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

”Der er mange af mine veninder, der spiller på holdet og det gør det hele endnu sjovere,” udtaler Astrid og peger på sine favoritspillere:

”Det må være Niklas Landin.”

Den sidste spiller, som Fredericia AVISEN snakker med, er Louisa, der er fløjspiller og back.

”Jeg vil helst spille fløj,” siger Louisa med et smil og kommer ind på sammenholdet blandt holdkammeraterne:

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

”Jeg har fået en masse gode veninder af at spille på holdet, og det er virkelig fedt. Vi vandt også Tivoli Cup i sommer, hvilket var en stor oplevelse,” udtaler Louisa.

Jeg lader de tre spillere slippe, og forlader stille og roligt Erritsø Idrætscenter hal 1, hvor det emmer af sammenhold og glade piger.

DEL