Børn i 10 års alderen i alle 98 kommuner har lavet flotte gaver til H.M. Dronningen i anledningen af hendes 80 års fødselsdag. De nåede lige at blive færdige inden corona-nedlukningen, men H.M. Dronningens fødselsdag blev aflyst. I dag fik to børn dog en særlig gave fra Majestæten, overrakt af Borgmester Jacob Bjerregaard

I Fredericia er det børnene på billedskoleholdet på Den kreative skole, der har arbejdet på gaven. Det er der kommet otte fine akvareller ud af, og en af akvarellerne blev udvalgt og sendt af sted til den fælles KL-gave, som blev overrakt til H.M. Dronningen tirsdag den 16. juni. 

Alma lytter til Borgmesterens rosende ord.

Som tak for den fine gave, har dronningen sendt to små gaver, som borgmester Jacob Bjerregaard skal overrække til Alma Bjørnemose Andersen, hvis billede blev valgt, og Felix Pham, som blev udvalgt til at rejse med som det andet barn på holdet.

Imens dagens regn passende var afløst af sensommersol var der sommerfugle i maven hos de to elever, Alma og Felix. Først talte skoleder Arne Gaardsted rosende om eleverne, der stod ved siden af deres malerier. Så blev det borgmesterens tur, og han fortsatte den rosende tone.

“I er seje, det skal I vide. I er dygtige, og jeg vil gerne udtrykke stor stolthed over, hvad I har lavet. Der skal også lyde en ros til forældrene for at bakke op om de enormt dygtige børn,” indledte Bjerregaard og fortsatte:

“Jeg tror, at H.M. Dronningen må være blevet rigtig glad for alle de gaver, hun fik – særligt de to fra jer. Jeg er pavestolt.”

Borgmesteren spurgte også Alma Bjørnemose Andersen om, hvorfor Dronningen mon havde valgt at vise Almas billede til tv-kameraerne. Nervøst svarede Alma. “Det ved jeg ikke,” men hun blev suppleret af Jacob Bjerregaard:

“Jeg tror, at det er fordi, du havde Landsoldaten med. Det sted i Danmark kender Dronningen rigtig godt.”

“Jeg må også sige, at jeg er stolt af, at vi i Fredericia har så stærk en by på kulturområdet, hvor musik, musicals, men også billedkunst gør det godt. Der skal derfor lyde en stor ros til alle undervisere,” sluttede Bjerregaard sin tale og overrakte de to gaver.

Da gaveseancen var slut var det Coronaspørgsmålet, der pressede sig på. Skoleleder Arne Gaardsted Jørgensen sprittede hænder og delte chokolader ud til de fremmødte, og fortalte om den store forsigtighed, som man arbejder med på skolen, hvor afstand og regler følges.

Men tilbage til dagens gaver – Alma pakkede sin gave ud, og kunne tilfreds, at hun havde fået kongeligt porcelæn med Hendes Majestæt Dronningens 80 års monogram.

Tillykke til Alma og Felix med de flotte gave

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer