Forside Fredericia H.M. Dronning Sonja åbnede udstilling på CLAY i Middelfart

H.M. Dronning Sonja åbnede udstilling på CLAY i Middelfart

DEL

CLAY Keramikmuseum i Middelfart fik fornemt besøg, da H.M. Dronning Sonja af Norge indviede udstillingen “Store formater – kloge hænder”. Dronningen har selv leveret et af værkerne til den 30-års jubilæumsudstilling for Tommerup Keramiske Værsted. Udstillingen kan opleves fra 3. oktober og til 1. april 2018.

Solen strålede om kap med blomsterpigen Jasmin, da H.M. Dronning Sonja af Norge søndag eftermiddag ankom til Middelfart. Formålet med Dronningens besøg var at åbne museets nye udstilling “Store formater – kloge hænder”. Udstillingen er en hyldest til Tommerup Keramiske Værksted, som i 30 år har lagt ovne til anerkendte kunsteres store keramiske værker. Værkstedet har over årene fået en international særposition indenfor fremstillingen af keramisk kunst og monumentale udsmykningsopgaver.

H.M. Dronning Sonja åbnede udstillingen med stor taknemmelighed for samarbejdet med Tommerup Keramiske Værksted, og med stor begejstring over kvaliteten af værkerne, som hun havde haft anledning til at se om formiddagen inden den officielle åbning:

– Jeg føler en dyb personlig taknemmelighed for, at jeg ved flere anledninger har været så heldig at få lov at skabe hos jer, sagde Dronningen til ejerne af værkstedet Esben Lyngsaa Madsen og Gunhild Rudjord. Og beskrev udstillingen således:

– Udstillingen er en spændende rejse gennem 30 års historie. Det er en fortælling om en kompromisløs kamp for kunsten – og for keramikkens plads i kunstens verden. Den er et tidsbillede, og en påmindelse om alt hvad keramisk kunst kan rumme.

Der er blevet lavet 15 helt nye værker til udstillingen af anerkendte billedskunstnere og keramikere fra Danmark og Norge. Heriblandt af Peter Brandes og Bjørn Nørgaard, der begge var tilstedet ved dagens åbning.

Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen var med til at byde H.M. Dronning Sonja velkommen og delte hendes begejstring for udstillingen:

–  Det er ganske særligt med royalt besøg, og i dag har været en stor dag for CLAY og for Middelfart. Vi har med udvidelsen af museet i 2015 skabt nogle fantastiske rammer for at dele den store skat af keramisk kunst, som findes både herhjemme og i udlandet. I dag – bare to år efter – markerer CLAY sig som et fyrtårn for keramisk kunst – ikke bare i Danmark – men på internationalt plan.

Dronning Sonja af Norge åbnede udstilling med eget værk på CLAY Keramikmuseum Danmark

Direktør for CLAY Keramikmuseum Pia Wirnfeldt viste H.M. Dronning Sonja rundt i udstillingen sammen med Esben Lyngsaa Madsen og Gunhild Rudjord fra Tommerup Keramiske Værksted. De blev ledsaget af kulturminister Mette Bock og borgmester Johannes Lundsfryd Jensen. Der blev også tid til et stop ved Dronningens værk – en smuk krukke i klare gyldne og grønne farver.

De deltagende keramikere er: Bente Skjøttgaard, Morten Løbner Espersen, Ingrid Askelund (NO), Pernille Pontoppidan, Gunhild Rudjord (NO), Søren Thygesen, Per Ahlmann og Marianne Nielsen. Billedkunstnerne er: René Scmidt, Kirsten Justesen, Andreas Schulenburg (D), Hesselholt & Mejlvang, Peter Brandes, Bjørn Nørgaard og Magne Furuholmen (NO).

Fakta om CLAY Keramikmuseum Danmark: 
Museet åbnede i 1994 i det gamle enkesæde til Hindsgavl Slot under navnet Keramikmuseet Grimmerhus. Museet er et specialmuseum for keramisk kunst, kunsthåndværk og design. Fik i 2010 overdraget et gavebrev på Royal Copenhagen Samlingen. Genåbnede i maj 2015 efter en opfattende udbygning, primært under jorden, og skiftede navn til CLAY Keramikmuseum Danmark. Siden genåbningen har flere end 115.000 mennesker besøgt museet.
Læs mere på www.claymuseum.dk

Fakta om H.M. Dronning Sonja og Tommerup Keramiske Værksted

DEL