Forside Fredericia Gustav blev bassist i Sometimes Monday, som har en ny film klar

Gustav blev bassist i Sometimes Monday, som har en ny film klar

DEL
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Gustav Bjørn Pontoppidan Holst er en glad ung gut fra Fredericia, som sendte mig en fed sang med film til. Det fik mig straks til at sætte ham stævne og høre mere om deres band og hvordan de er nået til, hvor de er.

Gustav Bjørn Pontoppidan Holst er kun 15 år og startede med at spille bas på Bakkeskolen i Erritsø, hvor hans musiklærer Claus, inspirerede ham til at spille bas. Siden er instrumentet blevet forfinet på Den Kreative skole. Gustav har spillet bas i cirka fire år nu

“Altså det hele startede med, at jeg så et opslag, hvor Filippa søgte en trommeslager og en bassist til et band. Hun havde linket til sin YouTubekanal, hvor hun har over 14.000 følgere”, siger Gustav.

Filippa er lige blevet 13 år gammel og er det som Gustav vil betegne som et naturtalent. Hun kan spille på næsten alle instrumenter, men spiller guitar i den konstellation som de er nu. Hun bor i Gesten og efter Gustav skrev til Filippa var det tid til at prøve den musiske kemi af.

“Jeg skrev til Filippa, at jeg gerne ville være med, men at jeg boede i Fredericia og ikke havde noget i mod at tage toget. Der var mange, der skrev og ville være med i bandet, men det var Jason på 14 år og mig, der blev valgt. Jason kommer fra Middelfart, så det har gjort det nemmere at komme til øvelokalet, når hans far svinger bilen forbi Fredericia”, siger Gustav.

“Vi skulle mødes hos Filippa og prøve at spille nogle rocknumre, som vi havde øvet hjemme fra. Det var lidt akavet, fordi der var så stille, Filippa er meget genert. Men det gik fint med at spille numrene og vores forældre sad i stuen og snakkede. Sådan blev vi et band”, siger Gustav

Lidt senere kom Trille med som bor i Lunderskov, hun er 15 år og spiller rytmeguitar. Det fire-mands unge orkester spiller Rock/Grunge og deres navn kom lidt ud af en tilfældighed.

“Vi havde ikke noget navn i støbeskeen, men så ringede Filippa lige pludselig og sagde: “Sometimes Monday”. Vi havde spillet “Sunday Bloody Sunday” nogle gange, jeg tror inspirationen kom derfra, men det lyder godt”, siger Gustav

Filippas far kendte en, der ville indspille et nummer med bandet, det er nummeret, “Sometimes” som du kan høre i filmen. Bandet drog til Skødstrup ved Aarhus og måtte efter mange takes få deres nye nummer med hjem fra studiet, The Wave. Filmen er med klip fra øvelokalet, studiet og så fre en mark.

“Vi vil gerne ud at spille, vi har vel 5 – 6 numre og Filippa er i gang med at skrive flere. Det er planen, at vi skal lave numre nok til en plade”, siger Gustav.

Gustav er meget bevidst om sit instrument og spiller det, fordi det er simpelt og man kan få det til at lyde af meget.

“Det er vigtigt med en god bund på musikken”, sådan afslutter Gustav vores samtale. Tak for snakken og god vind til Sometimes Monday.

Find Sometimes Monday på Facebook her.

http://eventc.dk/events/94-midt-om-natten-og-padlock-chain
DEL