Den 1. november 2021 slog GuldMøller dørene op i Fredericia på BT Centralens tidligere adresse i Gothersgade. Herfra har et nyt og moderne koncept set dagens lys.

Butikken har fået en fantastisk modtagelse af byens borgere, det slår en af stifterne bag GuldMøller fast, da vi taler med ham om butikken i Fredericia. Han mener samtidig, at konceptet, der sælger produkter fra Christina Jewelry & Watches og Aagaard Smykker, er noget helt andet og nyt, end man tidligere har set i branchen.

– Vores koncept består af et samarbejde med Christina Jewelry & Watches, hvor vi har designet inventar, bakker og bar, som er en stor del af konceptet, specifikt til formålet. Det betyder samtidig, at vi har det fulde sortiment fra hele Christinas univers. Konceptet kommer fra en tanke om, at vi skal have en højere omsætningshastighed, mindre varelager end de almindelige gamle butikker, der ofte har et bredt sortiment med store varelagre, og en relativ lav omsætningshastighed, fortæller Peter Møller.

Når man træder ind i den nye forretning, mødes man af et nyt univers, man ikke normalt ser hos en urmager, guldsmed eller lignende butikker.

– Man mødes af vores bar, og herfra byder vi på alt fra kaffe til vin. Der er en opvaskemaskine, koldt og varmt vand. Det, at det er det første man møder, når man træder ind ad døren, er noget, vi tror på. Det er taget ud af den bedste gade i New York med LED-skærme i vinduerne, så vi kan præsentere, hvad vi har i butikken, tilbud og kampanger, fortæller Peter Møller og uddyber:

– Vi har ingen støvede vinduer med døde fluer og sådan noget, som kan være svært at undgå med de traditionelle butiksvinduer. Det er samtidig, som sagt, et redskab til at formidle vores budskaber til vores kunder. Det er vores bud på at vise hele sortimentet og universet bag, designs fra Christina til Aagaards hjerte og kors, og andre varer, der bruges til konfirmationer, barnedåb og så videre, men alt sammen bygget sammen og vist på en ny måde.

Selvom det er et nyt koncept, så går service aldrig af mode, og det betyder også meget for Peter Møller.

– Vi har stadig de gode gamle dyder og leverer, hvad kunderne ønsker om, det er hul i øret, ur, smykkereparationer, graveringer, reparationer af ure og så videre. Vi kan lave det meste. Vi er på trods af vores udseende og stramme koncept en almindelig butik med alle de servicefunktioner, der skal være. Vielsesringe har vi også lavet et samlet univers til, ligesom vi har diamantserier, hvor man kan købe en mindre sten til at starte med og bygge op til større undervejs, hvis det er ønsket, fortæller Peter Møller.

Selvom konceptet er helt nyt, så er Peter Møller selv opvokset i branchen, hvor faren var en kendt urmager, der også solgte smykker og andre produkter.

– Konceptet, man nu også ser i Fredericia, er startet for nogle år siden, men jeg er født og opvokset i branchen. Min far var urmager. Han havde sådan en butik, hvor der var smykker, ure, optik i form af briller og kontaktlinser. Jeg var meget interesseret i det hele, men min far sagde, jeg skulle blive optiker. Sådan gik det også. Jeg er i dag uddannet optiker, men jeg laver vel 80-90 procent af de ure, der kommer i butikken, resten sender vi til centralværkstedet, men det falder mig naturligt, jeg har jo gået i den verden altid, lyder det fra Peter Møller, der næste år kan fejre et firmajubilæum på hele 100 år. Det er nemlig 100 år siden, den første butik i familien, så dagens lys i Hobro.

Beslutningen om at udvide med en butik i Fredericia gik stærkt, og særligt, da den helt rigtige placering var på plads gik det rigtig stærkt.

– Det er faktisk en sjov historie, men først vil jeg slå fast, at hele branchen, herunder også leverandørerne efter coronakrisen er i sådan en situation, hvor der forsvinder en butik indimellem, når en indehaver stopper og ikke sælger varer, så lukker de. Christina Jewelry & Watches har i et stykke tid forsøgt at arbejde med konceptet i Fredericia, uden at det er lykkes, og så blev vi spurgt om, vi kunne tænke os at åbne en her, fortæller Peter Møller og fortsætter:

– Det sagde vi ja til, fordi vi var i gang andre steder, så skulle vi da også til Fredericia. Vi var nede at besøge den dejlige by. Man har desværre en tendens til at køre udenom, men det er ærgerligt, for det er et smukt sted med en god kultur og gode mennesker. Vi opdagede tredje gang, at Bent fra BT Centralen ville sælge sin butik. Det ene ord tog det andet. Jeg talte med Bent og fik en historie om stedet. Ugen efter sad vi med udlejer alle tre parter, og fandt ud af, hvordan vi skulle gøre det her. Vi kunne bygge lejemålet om og åbne den 1. november, så hvor der er vilje er der vej, selvom det er gået stærkt.

Hvad forventer I af investeringen i Fredericia og byen?

– Vi er blevet taget godt imod. Både i byggefasen, hvor folk siger, at det er dejligt at se sådan en ny butik. Vi kolliderer heller ikke med vores kolleger. Det er ikke vores konkurrenter. Vi kommer med noget helt andet. I kraft af vores fortælling, men også vores specialdesign, hvor Fredericias kærlighed historien overraskede mig:

– Vi lavede et smykke med Landsoldaten. Hold da op, det har fået stor opmærksomhed. Det er gået op for os, at det er en stor ting i Fredericia. Det har overrasket mig, at det er så stort. Det viser, at byen vil sin historie. Selvom vi ikke kendte byen sådan i sommer, så er vi rigtig glade for, at vi valgte Fredericia, og vi glæder os til at blive en del af byen.

Til de seks butikker har GuldMøller også en webshop, dkjewelry.dk, hvorfra alle produkterne også forhandles.

Skriv en kommentar