Frederikshavneren, der blev en af de største stjerner i international fodbold, bliver nu hædret i sin hjemby. Det sker med navngivningen og indvielsen af ”Harald Nielsens Plads” foran Arena Nord i fødebyen Frederikshavn på fodboldlegendens fødselsdag den 26.oktober

Harald Nielsen ville hellere lege ”røvere og soldater” end at spille fodbold, da han som 6 årig fik sine første fodboldstøvler af sin far, fiskehandler Kristian Nielsen. Støvlerne var ikke slidte, da Harald fire år efter blev meldt ind i Frederikshavn forenede Idrætsklubber, FfI. Men når det ikke kunne være anderledes, kunne Harald lige så godt sigte højt: Målet var en plads på det danske landshold. Landsholdspladsen fik han syv år senere som den yngste debutant på et dansk landshold nogensinde. Forinden spillede han Frederikshavn til oprykning til 1. division. Under OL i Rom i 1960 spillede han sig til sin første internationale kontrakt i Italien og fik tilnavnet ”Guld-Harald” som en af de største stjerner i international fodboldhistorie.

Nu hædrer Frederikshavn sit bysbarn og mindes et af verdens største fodboldikoner på dagen, hvor Harald Nielsen kunne være fyldt 75 år. Pladsen foran Arena Nord, der ligger få meter fra det fodboldstadion, hvor eventyret begyndte, navngives ”Harald Nielsens Plads”.

”Det er en ære for Frederikshavn, at byen og FfI har fostret en fodboldspiller af højeste karat. Guld Harald havde et helt særligt talent, som han fik mulighed for at udvikle, og som banede vejen for en helt fantastisk karriere i international fodbold. Vi er stolte over den betydning Harald Nielsen fik for Frederikshavn og for fodbolden i hele verden, og vi er rigtig glade for at kunne give blot en lille smule tilbage ved at navngive et centralt sted i byen efter ham”, siger Frederikshavn Kommunes borgmester, Birgit S. Hansen.

Event for hele byen
Navngivningen og indvielsen af pladsen markeres ved en større event med deltagelse af Harald Nielsens hustru, Rudi Nielsen, som han mødte i 1961 under optagelserne til filmklassikeren ”Far til Fire med fuld musik”. Også andre familiemedlemmer, venner og samarbejdspartnere fra en lang karriere i international fodbold og i modebranchen inviteres til indvielsesfesten, som alle interesserede er velkomne til at tage del i.

”Arena Nord som centrum for lokale, nationale og internationale sportsbegivenheder ligger lige til højrebenet – og samtidig ligger vi som nabo til Frederikshavn stadion. Det er helt naturligt, at Guld-Harald hædres netop her. Navngivningen og indvielsen af Harald Nielsens Plads bliver en festlig begivenhed, hvor vi ærer og hylder byens største helt. Vi fejrer begivenheden med taler, musik og festlige indslag for særligt inviterede og for alle, der har lyst til at hylde alle tiders fodboldikon”, lyder det fra Per Malmberg, direktør i Arena Nord.

I forbindelse med indvielsen af Harald Nielsens Plads afslører Arena Nord en ny montre med unikke effekter fra Harald Nielsens karriere doneret af hustruen gennem 52 år, Rudi Nielsen, som glæder sig over, at hendes elskede Harald nu får en særlig plads i byen opkaldt efter sig:

”Familien og jeg er meget rørte og stolte over, at Frederikshavn vil ære Harald med en central plads i byen med kig til Stadion, hvor Harald trådte sine første drengefodboldstøvler. Familie, kammerater og publikum støttede ham, og han beviste, at fiskehandlerens søn, Bette Halle, kunne drive det til noget stort. Harald forblev altid frederikshavner, og jeg vil ønske, at hans drøm og karriere kan være inspiration og forbillede for børn og unge i fremtiden”, siger Rudi Nielsen.

 

Fakta Foreløbigt program for navngivningen og indvielsen af Harald Nielsens Plads den 26. oktober 2016:

Kl. 12.00         Velkomst på pladsen foran Arena Nord, Rimmens Allé 37, 9900 Frederikshavn                       Taler, underholdning og indvielse af Harald Nielsens Plads

Kl. 12.30         Afsløring af montre med unikke effekter fra Harald Nielsens fodboldkarriere

Kl. 13.00         Frokost for særligt inviterede i Spar Nord Lounge, Arena Nord