Julefreden sænker sig stille over Fredericia, og på Fredericia AVISEN udnytter vi de hyggelige timer til at bringe et par af årets historier frem fra arkivet. Læs med her:

Korhan Okutan, i folkemunde Ali, og makkeren Alev Ademov, står bag Spice Vest Bistro, mens Henrik Hansen har nabobutikken Vestbyens Herretøj. Netop Ali og Henrik har en fælles fortid sammen i Vestcentret, som de nu ser tilbage på.

Fra 2003-2008 stod Ali bag Easy Food i Vestcentret. Samtidig drev Henrik Hansen tøjbutikken Vestcentrets Herretøj. Fredericia AVISEN har mødt Ali og Henrik, der i dag er naboer på Vejlevej.

“Centeret var altid fyldt dengang. Der var rigtig gang i den,” siger Henrik.

Selv erindrer jeg, at mange sad og drak kaffe ved Easy Food, og det står også som et klart minde for Ali.

“Der var mange der sad og drak kaffe ved Easy Food dengang, og nu er de så småt begyndt at komme her. Så det er godt,” konstaterer han.

“De skal lige vide, at det er banditten, der er kommet tilbage,” indskyder Henrik med et grin.

Efter at have drevet Easy Food fra 2003-2008, er Ali nu tilbage i pizzabranchen. Pr. 1. februar overtog han sammen med makkeren Alev det daværende Spicy House, som er blevet omdøbt til Spice Vest Bistro.

“Kebab, sandwich, vi har det hele fra dengang af og det er folk ved at finde ud af,” fortæller Ali.

Netop det, at det var Ali og Alev, der endte med at flytte ind ved siden af Vestbyens Herretøj, var Henrik glad for.

“Jeg var glad for at finde ud af, at det var Ali, der kom herind. Vi har altid snakket godt sammen. Både i Vestcentret og da du (Ali) kom tilbage til Danmark igen. Du har været forbi til kaffe og besøgte mig også i centret,” forklarer Henrik og bliver suppleret af Ali:

“Det første jeg gjorde, da jeg kom til Danmark igen, var at snakke med Henrik. Så snakkede vi lidt om gamle dage. Det var en hyggelig tid dengang, det var som en familie i Vestcentret.”

Ali og Henrik inde i Henriks butik, Vestbyens Herretøj. Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Da Vestcentret var på sit højeste var det velbesøgt, og der var et sammenhold, som Henrik og Ali ser tilbage på med glæde

“Alle butikker derinde snakkede sammen, og der var rigtig god kemi mellem os. Det var en fornøjelse,” siger Henrik og kommer ind Ali og Henriks placering på Vejlevej:

“Begge butikker er synlige her med den nye placering. Det er en af Fredericias mest trafikerede veje, så mange ser os her.”

Ali er rigtig glad for de mange minder fra Vestcentret, og håber der kan skabes liv og glade dage foran Spice Vest Bistro og Vestbyens Herretøj, ligesom det var tilfældet i Vestcentret.

“Henrik og jeg skal lave det lidt ligesom i Vestcentret med den hyggelige stemning. Vi skal lave lidt aktiviteter her. Vi er gode naboer og vil gerne hjælpe hinanden,” lyder det fra Ali.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia