Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance valgte mandag aften at trække sig fra forhandlingerne omkring en genåbning af sundhedsvæsnet. De mangler en afklaring, forlyder det. Gruppeformand for Venstre i Fredericia Byråd, Peder Tind, har fuld tiltro til sine partifæller – og så synes han det er fint, at man holder fast i kravet om en plan fra regeringen.

“Rigtig mange danskere kan lige nu ikke få den behandling eller operation, de har brug for. Derfor er det helt afgørende for os, at vi hurtigst muligt får genetableret patientrettighederne”, siger Martin Geertsen, sundhedsordfører for Venstre i et interview til TV2. Hos den lokale gruppeformand, Peder Tind, er der stor opbakning til partifællerne på Christiansborg.

Lokalt er der opbakning til folketingsgruppen, selvom der i disse dage kan virke ekstra langt til Christiansborg. “Vi er ikke tæt på forhandlingerne på Christiansborg, hvorfor det også er svært for os at vide præcist hvad regeringen fremlægger”, indleder Peder Tind, Gruppeformand for Venstre i Fredericia Byråd.

“Venstre efterspørger en klar plan for genåbningen af sundhedsvæsnet, for der er mange patienter der har brug for operation. Det er den plan vi fortsat venter på – og indtil den er der, så er det naturligt at Venstre efterspørger den”, fortsætter han.

“Den lokale vinkel for mig er, at vi skal genåbne det vi kan når det er forsvarligt. Det gælder både de liberale erhverv, men også sundhedsvæsnet. Men der er jeg meget fortrøstningsfuld, for jeg ved at vores gode partikollegaer på Christiansborg har samme mission. De læner sig også op af forsvarligheden, det er jeg sikker på”, siger Peder Tind til Fredericia AVISEN.

“Det man skal være opmærksom på er, at der dag for dag vil opstå et større pres. For det er lettere at lukke end at åbne. Det at åbne Danmark gradvist og på den rigtige måde er rigtig svært. Men på den anden side skal Danmark igang igen. Det skal være handling, planer og fremdrift, så vi kan få samfundet op i gear. Men det skal hele tiden ske ud fra en sundhedsmæssig og forsvarlig grad”, slår Tind fast.

“Men jeg synes det er fint, at det borgerlige Danmark udfordrer regeringen. Jeg synes det er fint, at man efterspørger konkrete handlinger. Der er mange der har brug for en operation. Der er mange små liberale erhverv der ikke kan komme igang – og der er mange der efterspørger mere viden. Så for mig er det klart, at man har brug for at høre hvordan der kan åbnes”, forklarer han, inden han afslutter:

“Jeg glæder mig over at tallene for indlagte er på vej ned. Det glæder os alle sammen. Så kan man også forvente, at vi kan åbne gradvist – men det skal ske under et sundhedsmæssigt forsvarlig måde. Skræmmescenariet er, at vi bliver banket tilbage igen fordi vi gjorde det for hurtigt. Det duer ikke at gå tre skridt frem, men så gå fem tilbage. Det er en svær balance, men jeg synes det er fint at det borgerlige Danmark udfordrer regeringen. Det er jeg helt tryg ved at de forhandler ud fra”.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer