Søndag den 14. juli kl. 10-14 inviterer Kanalbyens byhavefællesskab alle interesserede på kaffe og pandekager på bål. Der er workshops, boder, musik og havehygge.

Agurker, medicinske urter og blomster fordelt i 600 plantekasser pryder lige nu byhaven Grow Your City i Kanalbyen i Fredericia. Men der er mere til byhaverne end det, øjet ser. Grow Your City er nemlig også et fællesskab, hvor man holder øje med hinandens planter og arrangerer fælles aktiviteter. Alt det kan man høre mere om, når fællesskabet inviterer inden for den 14. juli.

”Vi håber at se en masse gæster, så vi kan dele den glæde, vi selv har ved at dyrke vores plantekasser. Vi har løbende plads til nye medlemmer og for øvrigt er alle velkomne til at bruge haverne som et hyggeligt mødested, så længe de behandler området med respekt,” siger Kit Larsen fra Grow Your Citys aktivitetsudvalg.

Udover kaffe og pandekager på bål vil der være musikalsk underholdning, rundvisninger og workshops.

Lær at lave ’vild’ mad

Kl. 11 inviterer kogebogsforfatter og tidligere restauratør Anemette Olesen på rundvisning med fokus på vilde planter i Kanalbyen og afholder workshop med ”vild mad” for alle interesserede. Workshoppen afsluttes med fællesspisning for deltagerne og smagsprøver til alle, så længe lager haves. 

Krydstogtanløb, bagagerumsmarked og shopping i C-byen

Samme dag kl. 13 anløber krydstogtskibet EUROPA Kanalbyen. Dertil er der bagagerumsmarked og åbent i containerbutikkerne i C-byen.

Program for Åben have 14. juli

Kl.10.00

  • Rundvisning i Grow Your City. Start ved drivhusene (30 min.)
  • Boderne åbner
  • Bålet bliver tændt. Kom og lav dit eget snobrød med KFUM-spejderne Bülow Gruppe
  • Kaffebilen Fogarolli serverer gratis kaffe
  • Insekthotelworkshop: Lær at lave et lille insekthotel i træ til f.eks. de vilde bier

Kl. 11.00

  • Kogebogsforfatteren Anemette Olesen afholder madworkshop med ”Vild mad”. Afsluttes med fællesspisning for deltagerne og smagsprøver og opskrifter til alle andre

Kl. 12.00

  • Musikalsk underholdning med duoen ”Life of a Busker”
  • Kits fuglekugleworkshop: Lav en fin holder til dine fuglekugler. Fuglene vil elske dig

Kl. 13.00

  • Rundvisning i Grow Your City. Start ved drivhusene (30 min.)
  • Perlepladeworkshop: Kom og lav det flotteste perlepladeskilt til dit højbed/plantekasse

Alle workshops er gratis og foregår ved Den røde skurvogn. Dagen er arrangeret af aktivitetsudvalget i Grow Your City og støttet af Kanalbyen i Fredericia. 

Fakta om Grow Your City

For 50 kr. om året pr. plantekasse kan man deltage i fællesskabet. Der er også mulighed for at købe kasser i områdets to drivhuse samt få en nøgle til Grow Your Citys skurvogn, hvor der altid er tørvejr og kaffemaskine klar til brug. 

https://www.ibc.dk/eud-business/