Et enigt regionsråd har i dag vedtaget en ny indkøbspolitik for Region Syddanmark, der vil sætte skub i den grønne omstilling og nedbringe regionens egen klimabelastning.

10 milliarder kroner. Så mange penge køber Region Syddanmark ind for hvert år for at løse de regionale opgaver inden for sundhed, socialområdet og regional udvikling. Effektive indkøbsstrategier er derfor nødvendige for, at regionen kan få mest muligt for pengene i form af bedre/hurtigere patientbehandling, lavere omkostninger pr. patient og andre gevinster, der styrker økonomien i eller kvaliteten af regionens kerneopgaver.

Men indkøbene, der spænder over alt fra køb af bundbind, rengøringsartikler og kunstige knæ til it-systemer, patienttransport og byggeri, repræsenterer også langt den største del af den klimabelastning, regionen forårsager. Derfor glæder det regionsrådsformand Stephanie Lose (V), at et enigt regionsråd i dag har vedtaget en ambitiøs, grøn indkøbspolitik, der sikrer, at regionen opnår de bedste priser på de enkelte vare- og ydelsesområder samtidig med, at bæredygtighed er tænkt ind i alle regionens indkøb.

  • Jeg er virkelig stolt af regionens nye indkøbspolitik. Den afspejler vores bevidsthed om værdi, kvalitet og sikkerhed i forhold til patienter, personale og forsyning. Når vi køber ind, skal vi have mest mulig sundhed for pengene, og derfor har vi bl.a. styrket indkøbssamarbejdet på tværs af regioner og kommune. Samtidig sikrer den nye indkøbspolitik, at der ved hvert eneste af regionens indkøb sker en overvejelse af, hvordan der kan tages størst muligt hensyn til miljøet, uden at vi går på kompromis med kvaliteten. Og når 75-85 procent af regionens klimabelastning i dag stammer fra indkøb, så er en grøn indkøbspolitik helt afgørende, hvis vi skal lykkes med at mindske vores klimaaftryk, siger Stephanie Lose.

  • Understøtter regionens klimastrategi og FN’s verdensmål

  • Den nye indkøbspolitik erstatter den nuværende fra 2007 og er opdateret på en lang række punkter for at imødekomme de stigende forventninger til, at det offentlige går forrest i den grønne omstilling. Indkøbspolitikken understøtter FN’s verdensmål og sikrer – helt i tråd med regionens klimastrategi – at regionen arbejder strategisk for at nedbringe klimabelastning gennem bæredygtige indkøb.
  • Stephanie Lose siger:
  • Vi har valgt at bruge FN’s verdensmål som rettesnor for regionens arbejde, og i indkøbspolitikken skruer vi ekstra op for vores sociale og miljømæssige ansvarlighed. Vi skal bruge vores store købekraft til at sætte skub i den nationale bæredygtige omstilling. Det gør vi bl.a. ved at stille klima- og miljømæssige krav til produkterne, såsom brug af genanvendte råvarer, lang levetid og færre sundhedsskadelige stoffer. På den måde sætter vi en klar retning for vores leverandører og for vores eget forbrug.

Et af regionens første indsatsområder bliver at se på, om sygehusenes indkøb af fødevarer kan gøres mere bæredygtige ved fx at købe lokale- og sæsonråvarer, sammensætte menuerne uden klimatunge råvarer og indføre mærkeordninger, så patienterne har mulighed for at træffe et klimavenligt valg, når de bestiller mad.
Nemmere at bestille klimavenlige produkter


For at bygge bro mellem en bæredygtige udvikling og regionens indkøb er der i regionens budgetaftale for 2020 afsat 0,8 millioner kr. årligt til at øge regionens grønne indkøbskompetencer.

Regionen har valgt at bruge pengene på at ansætte en miljømedarbejder, der bl.a. skal rådgive de indkøbsansvarlige medarbejdere om, hvor de typiske miljøbelastninger findes i et produkts livscyklus og vejlede dem i at vælge grønne og miljøvenlige varer.

Derudover skal regionens indkøb af varer og ydelser, som følge af den nye indkøbspolitik, samles og kategoriseres i regionens digitale indkøbssystem. Det skal både sikre en bedre styring og kategorioverblik, minimere manuelle arbejdsgange og sænke omkostningerne ved indkøb. Og frem for alt skal det gøre det nemmere for medarbejderne at vælge bæredygtigt, når de bestiller varer. Til ethvert indkøb arbejder regionens indkøbsafdeling med kategoristrategier bl.a. ud fra kategoriens betydning for regionens kerneområde, markedsvilkår, kliniknærhed, TCO, bæredygtighed etc.

Se Regions Syddanmarks indkøbspolitik
Fakta om Region Syddanmarks nye indkøbspolitik
Region Syddanmarks indkøbspolitik skaber de overordnede rammer for alle regionens indkøb af varer, tjenesteydelser og bygge- og anlægsopgaver inkl. leje og leasing.

Hvert år køber regionen varer og tjenesteydelser for 10 mia. kr. om året (inkl. medicin) foruden de mange bygge- og anlægsydelser i forbindelse med renovation og byggeri.

Ud af regionens 25.000 medarbejdere har ca. 3.500 medarbejdere adgang til regionens indkøbssystem, som indeholder mere end 100.000 forskellige varer. Hvert år sendes ca. 250.000 ordrer fra indkøbssystemet.

Den nye indkøbspolitik blev vedtaget af et enigt regionsråd 24. august 2020 og erstatter den hidtidige indkøbspolitik, der er fra 2007.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer