Som led i den grønne genstart af økonomien har regeringen afsat 30 mio. kroner til flere hænder, der skal styrke danskernes natur- og friluftstilbud. Aftalen forventes at give 60 nye jobs.

Under Corona-krisen er danskerne valfartet ud i naturen. Og når flere benytter sig af veje, stier, bænke og shelters i de statslige naturområder, skaber det ganske naturligt et større slid på friluftsfaciliteterne. Samtidig har Corona-krisen betydet, at mange har mistet deres job.

Begge dele bliver der nu gjort noget ved som led i den politiske aftale om grøn stimuli og genopretning, som regeringen indgik med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet i forbindelse med finanslovsaftalen for 2021. Som en del af den aftale er der nu afsat 30 mio. kroner til at ansætte flere folk og indkøbe materialer til at styrke naturindsatsen og forbedre friluftsfaciliteterne i statens skove og naturområder.

– Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe danskerne godt igennem Corona-krisen, og som led i den grønne genstart af økonomien opretter vi nu flere jobs i det grønne. Det tjener to gode formål. Vi får vedligeholdt faciliteter ude i naturen til gavn for alle danskere, og vi giver mennesker, som ellers ville gå arbejdsløse under krisen, et job, siger miljøminister Lea Wermelin.

De 30 mio. kroner betyder, at hver af Naturstyrelsens 16 lokale enheder rundt om i landet kan ansætte tre til fire nye medarbejdere i seks måneder hen over sommeren. Det forventes, at Naturstyrelsen samlet vil tage imod 60 nye medarbejdere. De nye folk skal primært hjælpe med at ordne friluftsfaciliteter såsom stier, bænke, madpakkehuse, bålhytter og shelters, og vil også få opgaver som naturpleje og fremme af biodiversiteten. Opgaverne vil afspejle, hvad der er behov for lokalt. Ud over renovering af faciliteter og naturpleje går en del af midlerne til at lave grønne tiltag på Naturstyrelsens bygninger og restaurering af fredede bygninger. Til disse opgaver vil man primært hyre håndværkere.

Aftaleparterne udtaler:

Rasmus Nordqvist, naturordfører for SF:

– Der er arbejdspladser i at satse på det grønne. Det var et klart mål og budskab for SF med finanslovsaftalen, og det er de her jobs et glimrende eksempel på. Vi gør det nemmere og sjovere at komme ud for at opleve naturen samtidig med, vi skaber arbejdspladser, som der er brug for.

Zenia Stampe, miljøordfører for Radikale Venstre:

– Vi skal tage mange store og små skridt for at sikre en tryg genstart af Danmark, hvor vi sammen tager hånd om økonomien, vores virksomheder og jobs med nye tiltag. Samtidig skal vi bevæge os i en grønnere retning, og med det her tiltag skaber vi arbejdspladser, der giver nye og bedre oplevelser i naturen. Det er med til at sikre både et grønnere og stærkere Danmark, siger Zenia Stampe.

Rasmus Vestergaard Madsen, miljøordfører for Enhedslisten:

– Det er helt afgørende, at vi gennem coronakrisen holder hånden under dem som står på kanten af arbejdsmarkedet. Vi har samtidig set, hvordan danskerne det sidste år er valfartet ud i naturen. Derfor er jeg rigtig glad for, at dagens aftale både skaber arbejdspladser og bedre naturoplevelser for flere danskere.

Torsten Gejl, miljøordfører for Alternativet:

– Det er vores alle sammens natur, så i Alternativet er vi rigtig glade for, at vi nu gør det nemmere at komme ud i den og at blive klogere på vores fantastiske natur. Samtidig med at vi giver en hjælpende hånd til mennesker, der har brug for et arbejde.

Mette Gjerskov, miljøordfører for Socialdemokratiet:

– Det er utrolig vigtigt, at vi gør det nemt og tilgængeligt at komme ud under åben himmel. Når vi samtidig kan give jobs til dem, der måske står uden for vores arbejdsmarked lige nu, så er det ren win-win.

Fakta

Som en del af aftale mellem regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om stimuli og grøn genopretning af 6. december 2020 blev der afsat midler til styrkede offentlige indsatser. Heraf går de 30 mio. kroner til Naturstyrelsen.

Opgaverne som Naturstyrelsen forventer at løse med midlerne fra stimulipakken falder i tre kategorier:

  • Styrkelse af friluftsfaciliteter i naturområder: Fx vedligehold af shelters, madpakkehuse, legepladser bålpladser/bålhytter, borde/bænke samt nyetablering og vedligehold af vandre-, ride- og cykelruter.
  • Styrkelse af natur og biodiversitet: Naturplejeopgaver vedr. etablering og vedligeholdelse af hegn, bekæmpelse af invasive arter, rydning, udarbejdelse af informationsmateriale, registreringsopgaver mv.
  • Modernisering af bygningsmasse: Grønne tiltag på Naturstyrelsens ejendomme, restaurering af fredede ejendomme, nedrivning af bygninger i dårlig stand mv.
  • Naturstyrelsen forventer at kunne tiltrække ufaglærte samt faglærte, herunder bl.a. nyuddannede med lille joberfaring primært inden for den eksisterende organisationsaftale for skov- og naturteknikere, der er indgået imellem 3F og Naturstyrelsen.
0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Mest bedømte
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Allan Pertti Frandsen
Allan Pertti Frandsen
15:40 - 13. april 2021 15:40

Gode tanker i dette indlæg. Når den grønne omstilling samtidig er jobskabende, bliver det mere end velgørende, det bliver intelligent. Dette politiske tiltag passer perfekt for os i Fredericia kommune, som er på vej til at blive Danmarks førende energiby.

Vi er jo fællesskabets kommune. Alle vores medborgere, nuværende og kommende, skal opleve, at de gør en positiv forskel for andre mennesker, for miljøet, for sundheden og for klimaet. Vi skal være handlekraftige sammen; gerne på tværs af kommuner, virksomheder, foreninger og borgere. Ny grøn teknologi skal sideløbende udvikles, flere grønne løsninger tages i brug, og andre energibærere, fx brint, skal produceres og anvendes lokalt for at mindske klimaaftrykket.

Jeg ser for mig, at vores transport inden for de kommende 10, 20, 30 år bliver fælleseje, imens flere og flere elbiler, eller biler på biogas eller lignende, anvendes af os borgere. Der bliver skruet væsentligt ned for støj og drivhusgasser og væsentligt op for fællesskaber, sundhed og trivsel, som dyrkes i Fredericias og vores oplands mange åndehuller. Dét ligger alt sammen inden for den samme og eksisterende vej, som jeg som medborger i Fredericia kommune tror på.