ADHD-foreningen og 3F Vestfyn er gået sammen om at tilbyde et online oplæg, der sætter fokus på de vanskeligheder, ADHD kan give på arbejdspladsen.

En medarbejder med ADHD kan være guld værd for arbejdspladsen. Især hvis medarbejderen formår at forklare kollegaer og arbejdsgiver, hvad det betyder for den enkelte at have ADHD eller lignende vanskeligheder.

ADHD kan nemlig også spænde ben for et godt arbejdsliv.

De vanskeligheder som ADHD giver i forhold til manglende tidsfornemmelse, svært ved at koncentrere sig, let ved at blive afledt eller vanskeligheder med at aflæse de usagte sociale spilleregler, kan gøre, at en medarbejder med ADHD kan blive misforstået af andre på arbejdspladsen.

Et eksempel kan være, at når man lytter, sidder man uroligt på stolen, sidder og tegner, ikke har øjenkontakt eller sidder og hopper med benene. Dette kan give modparten det indtryk, at man er uinteresseret eller hellere vil være et andet sted. Det skaber modvilje og misstemning. Grunden til man gør det, er dog en hel anden, for det kan være, at det er den måde, man bedst får ny information på. Den mere faglige forklaring er, at når man bevæger kroppen og holder hænderne i gang, generes energi til hjernen, der hjælper hjernen til at fokusere.

Derfor er det så vigtig, at unge voksne med ADHD har de rigtige strategier til at håndtere deres ADHD og formår at forklare deres kollegaer og arbejdsgiver, hvad ADHD betyder for dem, så disse konflikter kan forebygges. Dette er baggrunden for, at vi med støtte fra Augustinus Fonden tilbyder disse gratis fyraftensmøder, forklarer sekretariatschef i ADHD-foreningen Tina Vaarning.

3F Vestfyn var straks klar

Mødet vil tage udgangspunkt i, hvordan ADHD eller lignende vanskeligheder kommer til udtryk i arbejdsmæssige sammenhænge, der vil være fokus på strategier og tilgange, som kan gøre arbejdsdagen mere overskuelig og produktiv, derudover vil kommunikationen mellem kollegaer og generelt på arbejdspladsen også blive vendt.

På fyraftensmødet gives strategier til, hvordan man bedre kan klare et arbejdsliv og have et godt fællesskab.

”I 3F kender vi til udfordringer med job og fastholdelse i jobbet hos medlemmer, derfor takkede vi straks ja til et fyraftensmøde om ADHD, så medlemmer, arbejdsgivere og 3F kan blive klogere på et arbejdsliv med ADHD.” fortæller Sonja Randrup, Formand for 3F Vestfyn.

Det var egentlig planen at fyraftensmødet skulle afholdes i 3Fs lokaler i Middelfart, men de gældende Covid-19 restriktioner har gjort, at mødet nu afholdes online.

Deltagelse er stadig muligt

Fyraftensmødet afholdes den 18. marts kl. 17-19.

Det er stadig ledige pladser til fyraftensmødet. Tilmeldingen kan ske via ADHD-foreningens hjemmeside: https://adhd.dk/kursus/fyraftensmoede/

så er du ung voksen med ADHD, kollega eller arbejdsgiver til én med ADHD, så skynd dig at tilmelde dig.

Det er gratis at deltage, da fyraftensmødet er støttet af Augustinus Fonden.

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer