Parkeringspladsen foran Fredericia Idrætscenter vidner om, at der er gang i centeret. Især badeland er et populært sted, efter det i sommerferien er blevet gratis at komme ind. Men det er ikke kun badeland der har åbent, der er nemlig et væld af muligheder i Fredericia Idrætscenter sommeren over.

Bo Zoega Jørgensen var ikke på sin plads da Fredericia AVISEN kiggede forbi Fredericia Idrætscenter. Han er i fuld gang med at holde styr på centeret, hvor der er liv og glade dage. Det svigtende sommervejr har givet ekstra besøgende i Fredericia Idrætscenter – men det er kun godt med liv efter en periode med helt lukket, fortæller Bo.

“Der har været meget tryk på badeland her i sommerferien. Kun ganske få tidsrum har været ledige og der er stor rift om pladserne. Det er sådan, at vi kun kan have 90 gæster ad gangen i badeland, hvilket sætter sine naturlige begrænsninger”, siger Bo og fortsætter:

“Men folk har taget rigtig godt imod det her med, at man kun må være der to timer ad gangen. Der er jo også åbent i svømmehallen både før og efter, så på den måde behøver dagen herude jo ikke kun vare de to timer man må være i badeland”.

“Det foregår på den måde, at man ringer og bestiller. Og der må jeg sige, at vi har haft rigeligt at se til. Normalt er der én på arbejde i receptionen dernede, men i de her dage er der to – og oveni det er halassistenterne også nede for at hjælpe til så snart de har tiden til det. Det fortæller lidt om hvor travlt vi har”, forklarer han.

Hvis man kunne tænke sig at komme i badeland, så skal man gribe telefonen og ringe ud til Fredericia Idrætscenter. Børn er gratis, men voksne skal stadig betale entre – og denne betales på forhånd, for at sikre at folk også møder op til den tid de har booket.

Men udover badeland rummer Fredericia Idrætscenter, traditionen tro, også Familiesport. Dette dækker over en række sportsgrene som fodbold, badminton, bordtennis og hockey. Normalt er der også mulighed for at prøve kræfter med bowling og kegler, men på grund af Coronarestriktioner er dette ikke muligt på nuværende tidspunkt. For at bruge dette tilbud skal man blot henvende sig i bowlingcenteret, afregne 50 kroner per deltager – og så er er ellers fri leg hele dagen, forklarer Bo Zoega Jørgensen.

Leave a Reply