Overlæssede trailere er den største årsag til vejhjælp på turen hjem fra grænsen. Tjek traileren før afgang og læs varerne jævnt er nogle af de råd, SOS Dansk Autohjælp har til bilisterne.

Som en del af forberedelserne til forårets og sommerens fester spænder en hel del danskere traileren på bilen og smutter over grænsen for at proviantere.

SOS Dansk Autohjælp krydser også med jævne mellemrum den dansk-tyske grænse for at hjælpe de danske bilister, der er nede for at gøre en god handel, men som ender med nedbrud.

– Af de assistancer vi har i forbindelse med grænsehandel, skyldes de fleste overlæssede trailere, hvor hjulene simpelthen falder af. En trailer skal jo ikke synes, så mange opdager ikke, hvis et hjulleje er slidt. Når man så putter en masse vægt på traileren, knækker hjullejet, og dækket ryger af, fortæller Jesper Rebsdorf, der er distriktsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Sydjylland.

Han råder derfor til, at man går traileren grundigt efter inden afgang – og at man i samme ombæring tjekker dæktryk og sørger for, at der er nok luft i dækkene, så man har de bedste styreegenskaber.

Pas på vægten

Med et almindeligt Kategori B kørekort har man som bilist lov til at køre med en trailer – eller en hvilken som helst anden type anhænger – med en totalvægt op til 750 kg. Dog skal man være opmærksom på, at det er forskelligt, hvor meget den enkelte bil er indregistreret til at kunne trække – i nogle tilfælde er det mindre end de 750 kg.

– Som bilist skal man selvfølgelig først og fremmest have styr på, hvor meget man må køre med i forhold til reglerne. Derudover skal man også sørge for at pakke traileren jævnt. Har man for meget vægt i én ende, risikerer man, at bilen kommer til at slingre, og det er farligt for både bilistens egen og øvrige bilisters trafiksikkerhed, fortsætter Jesper Rebsdorf.