Der har været guldtørke i GOG i 15 år, men det blev lavet om tidligt søndag aften, da de gule fra Sydfyn vandt finaleseriens anden kamp mod Aalborg, og dermed sikreede sig dette års DM-titel.

Det var ellers et Aalborg-hold, der med en sejr på hjemmebane kunne afgøre det hele efter et stort comeback i slutminutterne i det første opgør. Omvendt set ville en GOG-sejr sende guldet til Fyn, mens uafgjort ville sende finaleserien ud i et tredje opgør.

Ikke meget tydede på et tredje opgør til at starte med. De to hold fulgtes ad til 7-7 efter en målrig indledning på kampen, men så sneg fejlene sig ind hos GOG, der også begyndte at brænde på Simon Gade i Aalborg-målet.

I den anden ende buldrede Aalborg videre, og endte med at gå til pause foran 16-13, og det lugtede derfor af, at Aalborg igen ville vinde DM-trofæet, men det gik ikke som præsten prædikede. GOG scorede anden halvelgs første tre mål, og så var det helt lige, men så vendte kampen på hovedet igen. Nu var det Aalborgs ur til at lave tre mål i træk, men GOG ville ikke give sig.

Efter en svag start i målet blev Torbjørn Bergerud pillet ud, og ind var kommet Viktor Hallgrimsson men midtvejs i anden halvleg kom Bergerud tilbage på målet, og straks fik nordmanden fat, og samtidig lavede Aalborg en del tekniske fejl.

GOG fik udlignet til 24-24, og for første gang i kampen kom de foran ved stillingen 25-24. Aalborg fik dog udlignet, men derfra så GOG sig ikke tilbage og endte med at vinde med 27-26, da Aalborg kastede bolden ud over sidelinjen med få sekunder tilbage af opgøret.