Af Jan Filbært, Sonnesvej 60, 7000 Fredericia

Magt er noget forunderligt, magt kan bruges til at forandre og kan være farligt at besidde.

I det demokratiske samfund – som vi skal være glade for at have her i Danevang – så må vi som borgere med stemmeret også erkende, at der sker nogle svipsere i forhold til medbestemmelsesretten. For hvad er den egentlig, når det kommer til stykket?

Vi stemmer på personer, som vi håber, vil varetage samfundets interesser og sørge for at fordelingen af skatteborgeners penge bliver fordelt retfærdig – på bedst mulig vis og med udgangspunkt i den gældende lovgivning.

Byrådets medlemmer er blevet valgt ind ud fra de gældende demokratiske spilleregler og i henhold til grundloven, forvaltningsloven og ikke mindst bekendtgørelse af lov om kommunernes styrelse – dog er organisationen i forvaltningen blevet ansat ud fra andre betingelser og vilkår.

Byrådet har tilsyneladende ikke indflydelse på at sammensætte den rette organisation, som skal styre kommunen igennem de udfordringer der opstår, når det handler om personrelaterede ansættelser.

Kommunaldirektøren har et strategisk ansvar – nemlig at styre kommunen gennem minefeltet – og ikke have interesse i personfaglige konflikter – funktionen som kommunaldirektør skal være rettet imod, at:

  • Fokusere på kommunens kerneopgave
  • Fokusere på resultater og skaber værdi for borgerne
  • Og ikke mindst have udsyn og samarbejde med omverdenen – intern som ekstern
  • Bruge sin viden om hvad der virker (hvis man har erfaringen)
  • Kontrollere at byrådet overholder den kommunale styrelseslov

Der bliver ansat ledende medarbejdere i forvaltningen, som ikke engang har relation til kommunen. Ingen tvivl om, at de sikkert er dygtige – men i bund og grund – hvad ved de om kommunen? Det de har fået fortalt, rygter og sladder på forvaltningens gange? Men reelt kendskab og viden om kommunen og deres borgere, hvor får de det fra?

Kommunen har et forvaltningsansvar og det har byrådet også i høj grad – det er det de får deres løn for, fordi vi har valgt dem med udgangspunkt i, at vi som borgere kan være trygge ved, at de styrer kommunen igennem på en sikker måde, upåagtet hvem der sidder i hvilke udvalg og hvorfor upåagtet vederlag, benefits og andre fordele.

Interessant er det dog, at kommunen har brugt uendelig mange penge på at afklare ansættelsesforløb, udbetale fratrædelsespenge, for slet ikke at tale om alle advokatomkostningerne, fordi byråd og diverse udvalg ikke har kunne holde styr i eget hus.

Den samlede sum går ud af kommunekassen og Fredericias skatteborgere står med en regning – igen. Det er jo meget flot at melde ud omkring åbenhed, gennemsigtighed og ærlighed i kommunalvalgkampen, når man bare så ikke gør det. Og slet ikke, når det viser sig, at dele af byrådet udvikler sig til, at blive ”halen” som hunden logrer med”. Den næste kommunale valgkamp er ikke lige om hjørnet – derfor kunne måske være en ide, at opfordre til at læse Aristoteles bog omkring Statslære ud fra hans tanker omkring, efter hvilke principper fordeles magten og ikke mindst, hvordan bør begrebet demokrati defineres?

Fredericia Kommunes byråd og ledelsen burde være blevet klogere og bedre, end det der indtil videre er blevet serveret for kommunens borgere selv i denne her korte byrådsperiode.